Erik Tog Pulsen På Sit Egen Jobtilfredshed

Erik tog pulsen på sin egen jobtilfredshed, tilmeldte sig en lederuddannelse og fik et fedt job

Erik Bach tog hånd om sin karriere og begyndte på en efteruddannelse i ledelse. Det gav ham en fornyet arbejdsglæde og et ønskejob.

Planerne om at skifte bane havde længe rumsteret i hovedet på Erik Bach. Så i en alder af 53 sagde Erik sit ellers udmærkede job som kommerciel direktør op og stemplede ud af arbejdsmarkedet for en stund. Uden nogen ny kontorstol at komme tilbage til vel at mærke.

”Jeg trængte til forandring. Til at sadle om og prøve noget nyt. Det var 23 år siden, jeg sidst havde åbnet en studiebog. Uddannelsesmæssigt var jeg sakket bagud og ønskede mig ny viden og inspiration,” fortæller Erik, der bor i Aarhusforstaden Lystrup med hustru og to børn.

Sprang ud i det ukendte

Over 25 års erhvervserfaring, heraf mere end to årtier som leder, havde givet Erik en vis portion selvtillid og tro på, at arbejdsløshed ikke blev hans primære problem. Derfor var han tryg ved at forlade arbejdsmarkedet uden et nyt job på hånden.

Pausen brugte Erik på at tage en diplomuddannelse i ledelse.

”Jeg går meget op i, at mit arbejdsliv forbliver spændende og udfordrende. Det skulle diplomuddannelsen i ledelse være med til at sikre. Den var på et vist fagligt niveau, men stadig praksisnær, og passede lige til mig.”

På uddannelsen blev Erik bevidst om egne styrker og reflekterede over sit arbejdsliv og hvad han nu skulle bruge sine evner til. Med fagkolleger og medstuderende sparrede han omkring sit fag og også personlige ting.

”Uddannelsen har udviklet mig både personligt og fagligt. Det har været enormt interessant at møde andre ledere og opdage, at de dilemmaer, man står med som leder, er universelle næsten uanset branche og fag. Jeg var forundret over den fortrolighed, vi opbyggede på studiet allerede fra starten af.”

Video: Hør Erik fortælle om sin lederuddannelse (1:57 min.):

Efteruddannelse gav konkurrencefordel

Klip til et halvt år senere. Her skriver Erik under på en ansættelseskontrakt som salgschef hos den globale værktøjsudbyder Kyocera Unimerco Fastening A/S i Sunds. Et ønskejob, det var lykkedes ham at score foran flere andre erfarne og veluddannede ledere.

”Uden diplomlederuddannelsen havde det været svært at få det job her,” siger Erik.

Under jobjagten opdagede han, at dét at læse lederuddannelse på videregående niveau gav ham en konkurrencefordel.

”Til de ansættelsessamtaler, jeg var til, fik jeg plusser i bogen og et spring fremad i jobkøen, fordi jeg var i gang med en diplom i ledelse. Det gjorde mig mere ligestillet med mine konkurrenter med lange og mellemlange videregående uddannelser. Sammen med mine øvrige kompetencer og erfaring har uddannelsen bidraget til, at jeg landede jobbet hos Kyocera.”

Fra ledelse per gefühl til mere velovervejet ledelse

Man siger, det kan være svært at lære en gammel cirkushest nye tricks. Men sådan var det ikke for Erik. Selvom han havde arbejdet som leder i mere end to årtier, så havde han stadig mere at lære.

”Tidligere gjorde jeg meget på ren intuition, tog hurtige beslutninger og fulgte min mavefornemmelse. Det gør jeg stadig, men nu kombineret med refleksion og sparring med lederkolleger,” fortæller Erik og konkluderer.

”Jeg oplever, at jeg står bedre rustet til de udfordringer, jeg møder. Det har givet mig en fornyet arbejdsglæde og gnist,” fortæller Erik.

Taknemmelig over, at han turde at tage springet

Erik er glad for, at han havde modet til at gøre tanke til handling og foretage et baneskifte. For udover at han nu oftere har et smil på læben i løbet af sin arbejdsdag og springer glad og opmuntret ud af sengen om morgenen, har sporskiftet også foræret ham nye kolleger, en ny og spændende virksomhedskultur, og et nyt netværk.

”Det føles som en stor gevinst og personlig tilfredsstillelse at komme ind i en helt ny virksomhedskultur, med nye ledelsesværktøjer og systemer og blive kastet ud på en stejl læringskurve, godt understøttet af diplomuddannelsen,” slutter Erik.

---

Erik Bach er handelsuddannet og merkonom fra 1996. han har tidligere arbejdet som sælger, forretningsfører og produktchef i Stark og XL Byg. Etablerede i 2002 Gazelle-virksomheden Wimex med import og salg af sibirisk lærk og WPC-komposit i Skandinavien. Gik fra ejerleder til kommerciel direktør i virksomheden, der i dag hedder Moland/Wimex. Arbejder som salgschef i Kyocera Unimerco A/S i Sunds. Erik har taget diplomuddannelsen i ledelse på halvandet år mellem to jobskifter.

Går du også med tanker om et anderledes og rigere arbejdsliv?

Så gå på opdagelse i vores inspirationsunivers og se, hvilke muligheder efteruddannelse kan åbne for dig.

Få inspiration til din karriere her