Fra learning by doing-typen til ivrig deltidsstuderende: Henrik tager hånd om sin karriere
Henrik Kaae Jensen holder sig skarp med løbende efteruddannelse. At få papir på sine kompetencer giver Henrik noget, som er målbart. Det er med til at sikre, at hans arbejdsliv forbliver spændende og udfordrende. Samtidig udvikler det ham som menneske.
Nogle bruger deres fritid på padel eller pileflet. Henrik Kaae Jensen studerer.
”På boghylderne derhjemme har jeg udelukkende faglitteratur. Jeg køber 2-3 nye fagbøger pr. semester,” siger Henrik Kaae Jensen, far til to, gift og fra Solbjerg.
At læse er en hobby
Henrik er i gang med sin anden videregående uddannelse på syv år sideløbende med jobbet. Han bruger fridage på at gå i skole og aftener og søndage på at læse faglitteratur og skrive opgaver.
”At efteruddanne mig er blevet min hobby,” siger den 42-årige deltidsstuderende.
Hør Henrik fortælle, hvordan han tager hånd om sin karriere
Tager det i sit eget tempo
Til dagligt arbejder Henrik som byggerådgiver hos Hybel A/S, der er et af Danmarks største byggefirmaer. Han har tidligere solgt golfudstyr og ejendomme og har et svendebrev som salgsassistent i detail.
En dag om ugen stempler Henrik ind på Erhvervsakademi Aarhus og uddanner sig indenfor bl.a. ledelse og salg. På syv år har han læst ti fag.
”Jeg tager et fag ad gangen og ser, hvordan det går. Det er et kæmpe plus, at jeg kan tage det i mit eget tempo og ud fra mine behov,” forklarer han.
Tilbage til skolebænken
Som ung var Henrik ivrig efter at færdiggøre skolen og komme ud og arbejde. Han droppede ud af gymnasiet for at tage HF og stå i lære som salgselev i en herretøjsbutik.
Som 35-årig vendte Henrik tilbage til skolebænken for at højne sit uddannelsesniveau.
”Det har givet mig selvtillid at opdage, at jeg er meget mere boglig end jeg som yngre gik og fortalte mig selv,” siger Henrik, der har en akademiuddannelse i salg og markedsføring fra Erhvervsakademi Aarhus og nu er i gang med en fleksibel diplomuddannelse.
Faglig og personlig udvikling
Hvor nogle ser det at gå til eksamen, skrive opgaver, terpe teorier og læse tykke fagbøger som noget, der lykkeligvis stoppede med deres gymnasie- og studietid, så finder Henrik Kaae Jensen stadig en helt særlig glæde ved at studere og lære om fx DISC- og kundeprofiler, salg og segmentering.
”Jeg er blevet klogere på mine styrker og svagheder. Det giver mig noget, som er målbart. Jeg styrker mit cv og gør mig selv dygtigere, så jeg fagligt og professionelt står stærkere.”
Uddannelsesforløbet har rykket Henrik som professionel, individ, ægtefælle og far.
”Det er en personlig rejse, hvor jeg lærer at lytte, undre mig, stille spørgsmål og tænke i nye baner. At uddanne mig ændrer mit syn på verden, andre mennesker og mig selv. Det gør mig i stand til at se sammenhænge og flere tilgange til at forstå og løse problemer,” forklarer han.
Tager hånd om sin karriere
Tidligere opfattede Henrik sig som en ’learning by doing’-type. Sit cv bekymrede han sig ikke synderligt om, ej heller arbejdsløshed. Nogen snorlige karrierevej har han ikke haft. Alligevel er det gået ham meget godt.
”Jeg har aldrig vidst, hvad jeg ville være når jeg blev stor. Det ved jeg egentlig stadig ikke, men jeg har altid været i stillinger jeg synes var spændende og fået job via netværk. Jeg er blevet ansat på den person, jeg var, og mindre på, hvad der stod på mit cv. Mine arbejdsgivere har altid sagt, at det personlige var det vigtigste, resten kunne de lære mig,” fortæller Henrik, der er blevet klogere.
”Man kan sagtens komme langt ved at være autodidakt, men når man efteruddanner sig, får man en langt dybere indsigt i, hvordan man bedst bærer sig ad.”
Fristed til at tænke nye tanker og netværke
Med efteruddannelse tanker Henrik også brændstof til sit mentale cv. Derfor ser han altid frem til sin ugentlige undervisnings-dag.
”Den interaktion jeg har med de andre, beriger mig. Alle sidder der med et fælles grundlag, men kommer fra vidt forskellige baggrunde og brancher. Det indblik, jeg har fået i andres virksomheder, er sindssygt spændende. Der er så meget vidensdeling og dialog.”
Når Henrik er færdig med et fag, kigger han efter, hvad det næste emne er, han kunne tænke sig at dykke ned i.
”Mange af mine kolleger er positivt forundret over, hvordan jeg finder tiden til at efteruddanne mig. Men hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg savne det. Jeg tanker energi, motivation og viden. Det er blevet et fristed for mig. Så det prioriterer jeg,” siger han.
Noget af sit uddannelsesforløb har Henrik fået finansieret af Omstillingsfonden, der giver uddannelsesstøtte på op til 10.000 kr. pr. år til bl.a. faglærte og ufaglærte. Noget har han fået betalt af sin arbejdsplads og enkelte fag har han selv betalt.
---
Henrik Kaae Jensen er uddannet salgsassistent fra herretøjsbutikken Kaufmann i Aarhus. Han har arbejdet med salg hos Tommy Hilfiger og Golfexperten i Aarhus, med salg og vurdering hos EDC AROS og som byggerådgiver hos Lasse Larsen Byg. I dag arbejder Henrik som byggerådgiver hos Hybel i Horsens. Henrik har læst en akademiuddannelse i salg og markedsføring og læser i øjeblikket en fleksibel diplomuddannelse på Erhvervsakademi Aarhus.