Studerende Vinder Pris For Robotarm Til At Forhindre Smede I Nedslidning

Studerende vinder pris for robotarm til at forhindre smede i nedslidning

En robotarm udviklet af en seks studerende fra Aarhus og Svendborg blev præmieret med hovedprisen og 50.000 kr. ved DM i Entreprenørskab for studerende.

Der var stor jubel og brede smil, da seks studerende fra hhv. SIMAC og Erhvervsakademi Aarhus torsdag den 2. juni blev kåret som danmarksmestre i undervisningsprogrammet Start Up Programme.

Kåringen fandt sted i den gamle børssal hos Dansk Erhverv i København.

”Det havde vi ikke regnet med. Vi er meget beærede og lidt i chok,” sagde et af gruppens medlemmer, 25-årige Andreas Stensig (billedet) efter prisoverrækkelsen.

Maskinmestre og iværksættere bag prisvindende virksomhedside

Fire maskinmesterstuderende fra SIMAC i Svendborg har sammen med to iværksætterstuderende fra professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship udviklet en robot, der kan erstatte gentagne bevægelser i små og mellemstore virksomheder.

Vil forhindre nedslidte smede

Selve robotarmen er ikke ny, men det er hovedet, der kan lave gevind. Opfindelsen skal forhindre smede i at blive slidt af mange gentagne bevægelser. Et scenarie, som et af gruppens medlemmer, Mette Nordensgaard Dam Nielsen (billedet), kender alt for godt fra sin smedefamilie.

”Min farfar var nedslidt, min far er nedslidt, men min bror skal ikke være nedslidt,” sagde hun i gruppens pitch fra scenen.

Opfindelse med tredobbelt gevinst

Gruppen fik rosende ord med fra dommerne, der især roste den tredobbelte gevinst ved opfindelsen, idet den både gavner den enkelte smed, der slipper for gentagne bevægelser og i stedet kan bruge tiden på andre opgaver, gør små og mellemstore virksomheder mere konkurrencedygtige og sikrer en bedre økonomi ved at automatisere dele af produktionen.

Det skriver Fonden for Entreprenørskab i en pressemeddelelse.

”Holdet bygger bro mellem innovation og teknologi i virksomhederne blandt andet fordi I selv repræsenterer begge sider. Vi er overbeviste om, at I vil lykkes med jeres projekt”, lød det fra dommerne ved overrækkelsen.

De seks gruppemedlemmer skal nu ændre deres sommerferieplaner, så de kan repræsentere Danmark ved EM i Tallin torsdag den 14. juli 2022.

Specialpris på 10.000 kr. til bæredygtigt mangolæder

Fem andre af erhvervsakademiets iværksætterstuderende vandt en særpris på 10.000 kr. fra Tønder Energi- og Miljøfond med deres virksomhedsidé LeatheRE.

De fem unge, internationale prismodtagere har en ambition om at nedbringe et stort mangospild ved at genanvende skrællet til fremstilling af bl.a. computercovers.