Studerende Uddannelse Aarhus Serviceøkonom 229

Ny studerende og svært ved at læse og skrive?

”Det er så vigtigt, at du får hjælp fra starten, så du ikke sakker bagud og mister modet. Hjælpen giver dig fritid og overskud," siger ordblind studerende.

Er du ny studerende og blandt de cirka 200.000 ordblinde i Danmark?

Så hæng på.

Som ordblind kan du nemlig søge specialpædagogisk støtte (SPS) gennem din uddannelsesinstitution - og blive medlem af en netværksgruppe for ordblinde studerende.

Kontakt SPS og undgå benspænd 

På Erhvervsakademi Aarhus opfordrer SPS-vejleder Ulla Nørgaard nye eller ældre studerende til at kontakte hende - også selvom de ikke tror, at de er ordblinde.

"Nogle er kun ordblinde i en mild grad. Men det skaber stadig benspænd i deres uddannelsesforløb. Og her vil it-programmer kunne lette deres dagligdag og give dem mere fritid, fordi de ikke skal bokse så meget med teksterne og på at nå igennem pensum," siger Ulla.

"Vi vil rigtig gerne hjælpe dig. Så tag fat i os. Uanset, om du er testet ordblind eller ej, så er vi her for at hjælpe, så du kan få godt studieforløb," tilføjer hun.

I erhvervsakademiets netværksgruppe for ordblinde hjælper nye og erfarne studerende hinanden. 

Kontakt Ulla på denne side og hold øje med nyheder om SPS på de studerendes nyhedsportal Studieupdate.

'Uden it-hjælp var det ikke gået'

I 5. klasse blev Rune Høj Morthorst testet ordblind. Derfor kom det ikke bag på ham, at han også havde brug for læse- og skrivestøttende teknologi under sit 3,5 år lange uddannelsesforløb på Erhvervsakademi Aarhus.

"Du kan godt uddanne dig, selv om du er ordblind. Men de fleste ordblinde arbejder ekstra hårdt for at følge med,” siger Rune, der opfordrer nye studerende til straks at kontakte SPS-kontoret for enten at blive testet eller søge støtte.

Hjælp giver fritid og overskud

"Hvis en test viser, at du er ordblind, kan du få støtte. Støtten består fx i it-værktøjer, individuelle støttetimer, scannede tekster, som din computer kan læse op og ekstra tid til opgaveskrivning og eksamen. Det er så vigtigt at få hjælp fra starten, så man ikke sakker bagud og mister modet. Hjælpen giver en fritid og overskud," understreger Rune, der er tidligere faglært detailslagter og derefter har uddannet sig til serviceøkonom og professionsbachelor i innovation og entrepreneurship.

”Der findes masser af hjælpeprogrammer og via vores samarbejdspartner får du også hjælp til at lære at bruge programmerne. Uden denne hjælp havde det nok ikke været muligt for mig at gennemføre mit uddannelsesforløb," siger han.

Se i denne video (1:15) Rune fortælle om hjælp til ordblinde: