Efteruddannelse Kurser Kursister Aarhus 2014 17

Ledige skal løfte klimaindsats i virksomheder

Højtuddannede ledige skal omskoles til at arbejde med grøn omstilling.

Højtuddannede ledige skal videreuddannes indenfor bæredygtighed på Erhvervsakademi Aarhus, så de bliver i stand til at tilbyde deres arbejdskraft på områder indenfor grøn omstilling.

Det er tanken bag forløbet 'Det Grønne Akademi', som Jobcenter Aarhus, Aarhus Kommune og Erhvervsakademi Aarhus samarbejder om. 

Vil skabe en moderne arbejdsstyrke

Ifølge Aarhus Kommunes rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek skal forløbet både styrke virksomhederne i deres grønne omstilling og hjælpe ledige i arbejde.

"Flere og flere virksomheder efterspørger højtuddannede kompetencer og ressourcer til den nødvendige bæredygtige omstilling af deres virksomhed," siger han til kommunens eget årsmagasin for klimaindsatsen 2020. 

Kandidater med klima på cv'et er attraktive

I Aarhus er der ca. 3.000 flere ledige nu end på samme tidspunkt sidste år. 

"Mange af de aarhusianske ledige har helt nye og fremragende uddannelser med sig i baggagen. Men mange mangler den særlige indgang til erhvervslivet, der kan give dem det første job efter studiet. Med Det Grønne Akademi skaber vi sådan en indgang, og jeg er ikke i tvivl om, at kandidater, der kan bidrage med grøn omstilling i erhvervslivet, vil være efterspurgte," siger Kristian Würtz, der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.