Landets Første Fødevarebachelorer Klar Til Karriere

Landets første bachelorer i fødevareteknologi og applikation klar til karriere

Fødevarebranchen har i flere år manglet uddannet arbejdskraft. Nu er de første professionsbachelorer af sin slags i landet klar til at trække i arbejdstøjet.

29-årige Mathias Severinsen har som en af de første i landet papir på, at han kan hjælpe fødevarevirksomheder med at leve op til forbrugernes stigende krav til sunde og sikre fødevarer.

”At udvikle og kvalitetssikre fødevarer er dybt interessant, og jeg er især glad for at arbejde med multivariabel datasæt,” siger den nyuddannede professionsbachelor i fødevareteknologi og applikation.

I januar dimitterede han sammen med ti andre med denne nye uddannelsestitel.

Opdagede ristespild hos BKI

Sit bachelorprojekt lavede Mathias Severinsen i samarbejde med BKI foods A/S i Højbjerg. Her opsamlede han produktionsdata og afdækkede, hvordan BKI kan mindske svind under ristning af kaffebønner.

”For os har det været en øjenåbner at se, hvad sådan en fødevarebachelor kan gøre af forskel,” siger produktionschef i risteriet hos BKI Troels Nielsen.

Stærk i teori og teknologi, som fødevareindustrien har brug for

Stigende krav til kvalitet og sikkerhed i fødevareindustrien skaber en efterspørgsel efter en ny type medarbejdere. Hos BKI forventer man, at en professionsbachelor i fødevareteknologi og applikation vil være en attraktiv kandidat til en stilling inden for optimering af produktionsprocesser eller teknologiudvikling.

”De har en god kombination af praktisk fødevareforståelse og værktøjer på et højt niveau. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at disse dimittender kan skabe værdi særligt i små og mellemstore fødevarevirksomheder,” siger Troels Nielsen.

Efterspurgte kompetencer

Reduktion af madspild og øget bæredygtighed er afgørende for de danske forbrugere og fødevareindustrien. Og netop her vil de nye fødevarebachelorer også kunne bidrage. Det mener lektor og uddannelseskoordinator Ulla Andrup fra Erhvervsakademi Aarhus.

”Analyse af processer og data, med henblik på bedre udnyttelse og optimering af procesudstyr og ressourcer i fødevarebranchen, er blandt de efterspurgte kompetencer, som de nye fødevarebachelorer besidder.”

Fokus på bæredygtighed og sikkerhed

Ulla Andrup fortæller, at man på uddannelsen opnår en unik kombination af høj teoretisk faglighed indenfor naturvidenskab koblet med praktiske færdigheder i fødevareteknologi, fødevarekvalitet, produktionsoptimering og produktudvikling. 

”Indenfor bæredygtighed, udvikling af nye produkter, kvalitetssikring og fødevaresikkerhed kan de nye bachelorer gøre en forskel,” konkluderer Ulla Andrup.

Flere og flere studerende år efter år

Professionsbachelor i fødevareteknologi og applikation er en 3½-årig videregående, naturvidenskabelig uddannelse med praktik.

Uddannelsen findes kun i Aarhus og startede op i 2017 for at dække en stigende efterspørgsel på uddannet arbejdskraft i fødevarebranchen. Uddannelsen har fået stadig flere studerende gennem de år, den har eksisteret. Pt. er 70 studerende i gang med uddannelsen.