It Studerende Dropper Ferie For At Arbejde Med Mod Nærvær Og Robotter

It-studerende dropper ferie for at arbejde med mod, nærvær og robotter

Nye læringsformer styrker studerendes karakteregenskaber.

Mod, nærvær og nysgerrighed er særligt efterspurgte persontræk på arbejdsmarkedet. 20 it-studerende har trænet netop de egenskaber en uge i deres sommerferie. Udover det har de lært at bygge en firbenet robothund.

Se tv-indslag

TV2 Østjylland: Studerende dropper ferien

Uddannelse uden underviser

Forløbet understøtter akademiet nye strategi om at undervisning skal styrke de studerendes karakteregenskaber, de såkaldte 21st Century Skills. 

”Akademiets egne forskningsresultater har vist, at egenskaber som mod, nysgerrighed, nærvær og resiliens bliver stadigt vigtigere persontræk på det danske arbejdsmarked. Disse egenskaber er i høj grad de bærende elementer ved denne uges Hackathon, hvor vi afprøver en ramme med uddannelse ’uden underviser’ – uddannelse alene baseret på deltagernes tværfaglige teamwork og den enkeltes eget gåpåmod og prøven kræfter med helt nye og stadig umodne teknologier indenfor robotbranchen,” forklarer uddannelsesleder Ask Risom Bøge.

Strategisk sigte

Adjunkt Esben Hansen fra datamatikeruddannelsen har sammen med underviserkolleger fra to andre it-uddannelser arrangeret Hackathon'et.

"De studerende lærer ikke kun at arbejde med teknologier indenfor robotbranchen, men de lærer også om deres individuelle kompetencer," fortæller han.

Robotter på besøg

De studerende fik også besøg af nogle velvoksne robotter og deres ejere. TinyMobileRobots med hovedsæde i Malling kom forbi for at demonstrere deres robot. Den sælges over hele verden til bl.a. at tegne striber på boldbaner. Morten Charles fra den jyske robotvirksomhed Farmdroid, der udvikler robotter til at så og luge, fortalte deltagerne om sine erfaringer fra robotbranchen. Også de it-professionelles fagforbund PROSA lagde vejen forbi.

Og vinderen er....

Til sidst skulle de studerende i teams fremlægge deres resultater fra ugen med hunderobotterne. Herefter kårede et dommerpanel et vinderteam for bedste præsentation.

Vindergruppen (billedet) bestod (fra højre) af it-teknologstuderende Jaroslav Komel og de tre datamatikerstuderende Rasmus, Mathias og Peter.