Efteruddannelse Kursister Samtale 2021 1611

Efteruddannelse online hitter hos virksomheder, mens de venter på at åbne

Trampolinparken Rush Aarhus bruger coronakrisens nedlukning på efteruddannelse og kompetenceløft. På den måde står de ansatte ifølge direktør Karen Andresen stærkere, når parken åbner igen.

Fire ansatte og direktøren i trampolinparken Rush Aarhus har i øjeblikket skiftet hverdagen blandt hoppende gæster ud med hjemmeopgaver og fjernundervisning hos Erhvervsakademi Aarhus, som har oprettet særlige online-kurser i forbindelse med coronakrisen.

Det skriver JP Aarhus den 18. maj: Aarhusiansk trampolinpark forbereder sig på en forandret hverdag.

"Den efteruddannelse, som vi er i gang med, gør, at vi kommer til at stå stærkere, når vi skal udvikle forretningen og følge med gæsternes behov, som ikke nødvendigvis er de samme efter krisen," siger Rush Aarhus-direktør Karen Andresen til avisen.

Stor interesse for fjernundervisning under nedlukning

Under krisen har Erhvervsakademi Aarhus udviklet syv særlige onlineforløb af seks uger tilrettelagt hjemsendte medarbejdere.

"Forløbene har været populære særligt for de hjemsendte medarbejdere. De er både en gevinst for den enkelte medarbejder og for virksomheden, som bliver beriget med nye værktøjer, den kan bruge i dagligdagen," siger erhvervsakademiets markedschef Brian Jacobsen.

Allerede inden krisen oplevede erhvervsakademiet en stigende interesse fra virksomheder og private, som ønskede at efteruddanne sig og løfte kompetencer gennem diverse kurser.

En efterspørgsel, som krisen har forstærket.

Fået økonomisk støtte til efteruddannelse

Hos trampolinparken Rush Aarhus har direktør Karen Andresen ifølge JP Aarhus været glad for at efteruddanne sig indenfor kundeindsigt og trends, ligesom hendes medarbejdere har det indenfor digital markedsføring.

"Jeg håber, at vi kan få lov til at gøre det, vi er gode til, når vi åbner igen. Men jeg tror på, at vores efteruddannelse kan gøre os endnu bedre," siger direktøren, der har fået økonomisk støtte til forløbene gennem den såkaldte Omstillingsfond, som giver virksomheder mulighed for at få tilskud eller refusion i forbindelse med kompetenceudvikling og efteruddannelse.

Læs hele artiklen i JP Aarhus:

Aarhusiansk trampolinpark forbereder sig på en forandret hverdag

OBS: Artiklen er bag betalingsmur og kan derfor kun åbnes i sin fulde længde af abonnenter.