Erhvervsakademi Aarhus Sønderhøj 30 2019 Hovedindgang

Akademiuddannelsen i ledelse gav Søren gennemslagskraft

Søren Skou Nørby startede sin karriere som værktøjsmager i kølekoncernen Nissens A/S, hvor han er chef for udvikling og service. Det var ikke gået uden en akademiuddannelse i ledelse, siger han.

Søren bladrer i sin opgave med blå spiralryg og plastikomslag. Afgangsprojektet er hans sjette skriftlige studieopgave på tre år. Det er også hans bedste.

”Det er den, jeg har lagt allermest krudt i. Den handlede om outsourcing og de udfordringer, ledelsen måtte forvente at få i forbindelse med kompetenceoverførsel fra Danmark til Slovakiet og genplacering af arbejdspladser. Det set-up og de tiltag, jeg sad og skrev om, er nu ved at blive realiseret præcist som beskrevet, så opgaven var yderst relevant,” siger Søren Skou Nørby, der som 38-årig blev færdig med akademiuddannelsen i ledelse fra Erhvervsakademi Aarhus.

Startede som elev og endte som chef

Duften af smøreolie til de CNC-styrede maskiner og ventilationsanlæggets susen har hængt i Sørens næse og ører siden han som 19-årig kom i lære som værktøjsmager i Horsens-virksomheden. Nissens er i dag er en global koncern med en omsætning på en lille mia. kroner og 800 medarbejdere, hvoraf hovedparten er ansat i Slovakiet.

Uddannelsesniveau og karriere følges ad

Efter læreperioden blev Søren afdelingsleder i produktionen. Lederrollen lå naturligt til Søren, der hurtigt steg i graderne og blev leder af udviklingsafdelingen. Sørens daværende chef havde planer med Søren og opfordrede ham til at få papir på sine lederevner. Selv var chefen i gang med en MBA-uddannelse og af den overbevisning, at uddannelsesniveau og karriere bør følges ad. Søren startede derfor på akademiuddannelsen i ledelse.

Blev chef halvvejs gennem sit uddannelsesforløb

Men Søren steg hurtigere i graderne, end han kunne følge med rent uddannelsesmæssigt. Halvvejs gennem forløbet avancerede han fra at være leder med ti ansatte under sig, til at få det fulde ansvar for ressource- og udviklingsafdelingen med 30 ingeniører, konstruktører, teknikere, montagefolk og værktøjsmagere i Horsens, foruden et par stykker i Slovakiet. Søren har bl.a. ansvar for global produktudvikling, procesoptimering, vedligehold og værktøjsfremstilling.

”Jeg havde ikke lige regnet med, at jeg ville få jobbet så tidligt. Jeg var jo delvis selvlært og blev derfor pludselig pænt presset i ledelsesopgaven. Det var en kæmpe udfordring, og jeg havde mere end nogensinde brug for at blive klædt på til opgaven,” siger han.

Uddannelse var et pusterum

Udover en krævende lederstilling fik Søren midt under sit uddannelsesforløb også sit tredje barn.

”Jeg var så meget under pres både arbejdsmæssigt og på hjemmefronten. Derfor var det ligefrem en befrielse at få et pusterum den ene dag hver anden uge på Erhvervsakademi Aarhus, hvor jeg kunne fordybe mig i ledelsesfaget og sparre med andre ledere. Jeg trængte til at komme væk fra kontoret.”

Søren tog to fag per år og fuldførte uddannelsen på tre år.

”Jeg var i perioder ret presset og måtte bruge alle weekender og aftener i lang tid. Det var også et afsavn ikke at se mine børn så meget. Til gengæld gik min kone ned i tid og kunne være der for dem.”

Sparrede med chefen

Undervejs i sin uddannelse havde Søren stor glæde af at sparre med sin daværende chef.

”Fordi vi begge var i gang med et studie på hvert vores niveau, fik vi et fælles sprog og havde stor glæde af at sparre med hinanden. Jeg læste bl.a. min chefs masteropgave og husker, at jeg tænkte, at akademiniveauet passede bedre til mig.”

Underviserne var gode til at tilpasse undervisningen, så den passede til Sørens virkelighed og ledelsesudfordringer, siger han.

”Undervisningen var meget relevant - ikke for teoretisk og med masser af praktik. Underviserne var ekstremt gode til at finpudse undervisningen til den enkelte og finde spændende gæsteundervisere.”

Ifølge Søren har forløbet styrket ham på flere måder.

”Der er ingen tvivl om, at jeg i dag har noget mere gennemslagskraft som leder. Før var jeg den bløde og følende leder, der skulle have alle med. I dag er jeg blevet bedre til at skære igennem, hvilket gør, at jeg har opnået større respekt,” konkluderer han.

Klar til nye udfordringer og mere uddannelse

Men Søren stopper ikke her. Han vil gerne i divisionsledelsen og være med til fremlægge de store planer.

”Når jeg kigger tilbage på de sidste fem år, er det gået stærkt med nye jobfunktioner. Nu er jeg klar til nye udfordringer. Men det kræver, at jeg bliver klædt mere på uddannelsesmæssigt. Jeg har brug for mere indsigt i økonomi, så jeg bliver bedre til at udregne business-cases og lave økonomiske kalkuler. Så nu overvejer jeg, om jeg skal læse videre til diplom, master eller noget helt tredje.”