Få en automationsteknolog i praktik

Få flere kræfter til udvikling og optimering af automatiske anlæg

Et praktiksamarbejde er en oplagt mulighed for at få løst konkrete opgaver og samtidig møde en næsten færdiguddannet automationsteknolog, som kan se på virksomhedens arbejdsområder med nye øjne.

Praktikperioden er placeret på 4. semester efter 1½ års studier.

Med et praktiksamarbejde får I:

  • Flere kræfter til at løse udviklings- og optimeringsopgaver inden for kompleks automation
  • Mulighed for at prøve en eventuel fremtidig medarbejder af i praksis
  • Mulighed for at give en studerende værdifuld praktisk erfaring

De fleste automationsteknologer skriver deres afsluttende eksamensprojekt for virksomheden i forlængelse af praktikforløbet. Eksamensprojektet er for virksomheden en god mulighed for fx at få belyst et særligt område, få gennemført en analyse eller få ekstra ressourcer til en aktuel udviklingsopgave.

Her kan du se eksempler på praktikopgaver og afsluttende eksamensprojekter:

  • Optimering af eksisterende anlæg
  • Nytænkning inden for projektopgaver
  • Opsætning af automationsnetværk
  • Opbygning af PLC/Scada-programmer
  • Opbygning og implementering af robotter
  • Opsætte og datalogge til databaser
  • Udarbejdelse af elektrisk dokumentation
  • Opsætte løsninger til prototypearbejde

Desuden kan praktikanten hjælpe med de øvrige forefaldende opgaver og indgå i afdelingens almindelige daglige rutiner. 

Det er vigtigt, at både virksomhed og studerende får mest muligt ud af praktikforløbet. Derfor er det afgørende, at begge parter er klædt godt på fra starten og har en positiv og gerne ambitiøs holdning til samarbejdet. Den studerende er i praktik for at udvikle sig og lære.

Det er derfor en god ide at knytte den studerende til en eller flere kontaktpersoner i virksomheden – personer, som han/hun kan sparre med, og som kan være med til at give den studerende indsigt i dagligdagen, arbejdsområder og processer i virksomheden.

Inden praktikforløbet aftaler den studerende og virksomheden i fællesskab, hvilke opgaver den studerende skal arbejde med, arbejdstider, praktikopholdets varighed etc.

For at kvalitetssikre praktikken er der en række minimumskrav til praktikvirksomheden(pdf)

Praktikken begynder i februar og varer 10 uger. I forlængelse af praktikken kan den studerende og virksomheden aftale, at det afsluttende eksamensprojekt udarbejdes for virksomheden.

Den studerende får SU (Statens Uddannelsesstøtte) i praktikperioden. Virksomheden har derfor ingen økonomiske forpligtelser over for praktikanten.

Virksomheden kan dog vælge at give den studerende en erkendtlighed på op til 3000 kr. om måneden. Virksomheden kan derudover vælge at yde tilskud til praktikantens dokumenterede udgifter i relation til praktikken, som fx telefon, rejseforsikring, flybilletter og husleje, uden at det påvirker den studerendes SU.

Dette gælder både for praktik i Danmark og praktik i udlandet.

En studerende, der får kendskab til erhvervshemmeligheder under sit praktikophold, må ikke uden tilladelse viderebringe eller benytte sådanne hemmeligheder i henhold til reglerne i lov om forretningshemmeligheder, § 4. Ansatte og censorer, som er involverede praktikken, er ligeledes omfattet af lov om forretningshemmeligheder, § 4, ligesom de er omfattet af tavshedspligt i henhold til forvaltningslovens kapitel 8, §27.

Hvis praktikopholdet finder sted i en virksomhed i Danmark, er opholdet omfattet af lov om arbejdsskadesikring, jf. Bekendtgørelse nr. 185 af 23.02.2017, og af lov om erstatningsansvar.

Det er således praktikvirksomhedens ansvar at forsikre praktikanten, ligesom virksomheden forsikrer øvrige medarbejdere. Sikringspligten gælder også foreninger og enkeltmandsvirksomheder, der ikke i forvejen har ansatte.

Hvis praktikopholdet finder sted i en virksomhed uden for Danmark, er det den studerendes ansvar at undersøge og vurdere, om han/hun kan omfattes af virksomhedens forsikringer. I tilfælde, hvor den studerende ikke er dækket af virksomhedens forsikringer, skal den studerende selv sørge for at tegne de nødvendige forsikringer.

Automationsteknolog er en 2-årig videregående uddannelse, hvor man lærer om automatiske anlæg, programmering af robotter, servo- og PLC-systemer.

Som automationsteknolog er du med til at udvikle automatiske anlæg. Du kan sætte dig ind i den fornødne dokumentation fra idéoplæg/kravspecifikation, og du kan udarbejde dokumentation til et automatisk anlæg/system i samråd med kunde og leverandører. Du kan selvstændigt eller i samarbejde med konstruktører/ingeniører forestå udviklingen og installationen. Udviklingen vil være på systemniveau, hvilket betyder, at du kan vælge en optimal hardwareløsning og udvikle software – lige fra PLC over PC til robot- og servosystemer.

Uddannelsen udbydes i samarbejde med Aarhus Maskinmesterskole.

Læs mere om uddannelsen

I søger efter en praktikant ved at indrykke en annonce på vores jobportal

Det er gratis, og annoncen bliver tilgængelig for alle studerende, som leder efter en praktikvirksomhed.

Skriv i annoncen, hvilke opgaver I ønsker løst, og hvilke forventninger I har til den studerendes kompetencer og personprofil.

Her er eksempler på virksomheder, der har haft studerende fra automationsteknolog i praktik.

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.

Kontakt vores praktikkoordinator

Daniel Kolind Katborg

Mail: dkk@aams.dk

Telefon: 4122 7113