Service- Og Oplevelsesøkonomer Udvikler Grønne Ideer Til Verdens Største Sejlsportsevent

Service- og økonomer udvikler grønne ideer til verdens største sejlsportsevent

Kunstværker af plastaffald og labyrinter skal ifølge service- og oplevelsesøkonomstuderende inspirere gæster under The Ocean Race – Aarhus, til at agere mere bæredygtigt.

Hvordan inspirerer man eventgæster til grønne adfærdsændringer? Det har et hold service- og økonomstuderende fra Erhvervsakademi Aarhus givet deres bud på.

Kan oplevelsesøkonomi være grøn?

På valgfaget ’Grøn Oplevelsesøkonomi: Den Værdibaserede Event’ lærer de studerende, hvordan man kan bruge events som en stærk formidlingsplatform af bæredygtighed.

Valgfaget er udviklet i samarbejde med Aarhus Events og bæredygtighedsbureauet Worldperfect i anledning af, at Aarhus i sommeren 2023 er værtsby for The Ocean Race, verdens største sejlsportsbegivenhed.

Events kan ændre dit syn på verden

Netop events er ifølge lektor på service- og økonomuddannelsen Palle Nørgaard oplagte til at skabe opmærksomhed om vigtige agendaer.

”Oplevelser og eventoplevelser kan, når de er bedst, ændre eventgæstens syn på verden og, med lidt held, måske også det aftryk, han eller hun sætter på den,” siger Palle Nørgaard.

”Det er enorm god læring for os, når eventen kommer helt ind i grundlaget af faget. Det tvinger de studerende til at møde The Ocean Race med deres faglighed, service- og oplevelsesøkonomien,” tilføjer han.

Godt med unge kreative bidrag

Meegan Jones har siden 2017 været Sustainability Programme Advisor for The Ocean Race. Hun er begejstret for det nye valgfag.

”Det er fantastisk, at Aarhus som Stopover City skaber et helt nyt fag, som er forankret i The Ocean Races grønne mantra om ’Racing with Purpose’. Og så giver det rigtig god mening at invitere de unge med og tænke deres kreative bidrag ind i udformningen af bæredygtige koncepter og eventdesign,” siger hun.

Også Charlotte Kirk Elkjær, Stopover Director for The Ocean Race Aarhus 2023, holdt et oplæg for de studerende, inden de gik i tænkeboks.

Fremtidens bæredygtige løsninger i 2023

Som afslutning på faget udtænkte de studerende ideer til et særligt sted under kapsejladsen, Sustainability Island i Aarhus Havn, hvor de bæredygtige initiativer præsenteres og hvor deltagere og gæster kan opleve bæredygtige løsninger udstillet af fx entreprenører, studerende og erhvervsliv.

Kunstværker af plastaffald og bæredygtighedslabyrinter

De studerende leverede gruppevis deres koncepter foran et ekspertpanel fra Aarhus Events, Worldperfect og Erhvervsakademi Aarhus.

Nogle grupper inddrog kunsten som et redskab til at skabe opmærksomhed omkring problemet med plastik i havene. I et af koncepterne kunne eventgæsterne gå en kunstrute med værker skabt af plastaffald.

En anden gruppe foreslog børneaktiviteter, bl.a. med romaskiner til at skabe opmærksomhed omkring den stigende vandstand og en bæredygtighedslabyrint med læring om FN’s 17 Verdensmål.

Imponerende højt niveau

Der var bred enighed blandt panelmedlemmerne om, at niveauet af både koncepter og præsentationer var imponerende højt, og at flere af koncepterne ville kunne indgå i det endelige eventdesign af Sustainability Island, når det går løs i 2023 med afviklingen af The Ocean Race.

Læs mere om den 2-årige uddannelse til service- og oplevelsesøkonom

Læs mere om the Ocean Race Aarhus i 2023