Her er de fem nominerede til årets praktikpris
Studerende har også dette forår haft mulighed for at indstille deres praktikophold til 'Årets Erhvervsakademi Aarhus-praktik '20/'21. Nu er de fem nominerede fundet.
For nylig udløb fristen for at deltage i konkurrencen om årets praktikophold. De mange indstillinger er nu skåret ned til fem udvalgte.
Gode ophold trods corona
Selvom corona-situationen har gjort året atypisk på alle måder, så vidner de mange indstillinger om, at virksomheder og studerende har insisteret på at få det bedste ud af situationen.
De fem nominerede er:
- Salling Group v. professionsbachelor i innovation og entrepreneurship Peter Søgård Jensen
- Danish Agro v. jordbrugsteknologstuderende Michelle Nielsen
- Okkara v. professionsbachelorstuderende i fødevareteknologi og applikation Jens Fredsø Kold
- No Zebra v. professionsbachelor i innovation og entrepreneurship Kristjana Jónsdóttir
- Uhrenholt v. Financial Management and Services-studerende Lewis Paterson
Faglig og personlig udvikling
De fem praktikanter har alle det tilfælles, at de oplever, de er blevet taget godt imod, og at der har været god plads og tid til sparring og vejledning undervejs. Virksomhederne har udvist stor tillid til deres praktikanter, som også føler, at deres input er blevet hørt og brugt.
Alt i alt er det fem praktikophold, der i høj grad har udviklet de studerende både fagligt og personligt.
Vinder offentliggøres i april
Vinderen af Årets Erhvervsakademi Aarhus-praktik findes mandag den 19. april, når en jury kårer årets vinder.
Juryen består af:
- Rektor Anne Storm Rasmussen fra Erhvervsakademi Aarhus
- Studieservicechef Mads Hedelund fra Erhvervsakademi Aarhus.
- Anders Hyldborg, administrerende direktør i BoligPortal (sidste års vinder af praktikprisen).
Vinder videre til national konkurrence
Vinderen går videre til en national (live-streamet) prisfest. Den foregår i år på Centralværkstedet i Aarhus mandag den 10. maj 2021. Her dyster vinderopholdet fra Erhvervsakademi Aarhus mod andre syv prisvindende praktikophold fra landets øvrige erhvervsakademier.
Klap på skulderen
Kåringen af studieårets bedste praktikophold er de studerendes mulighed for at give deres praktikvirksomhed et klap på skulderen. De studerende har selv indstillet deres praktikophold, som efterfølgende er blevet vurderet ud fra kriterierne:
- Personlig og faglig udvikling
- Den sociale oplevelse
- At gøre viden til værdi.