Årets praktik 2026: Mød de fem finalister
Fem studerende har gjort sig bemærket med praktikophold, hvor ansvar, faglighed og konkrete resultater rækker langt ud over det forventede.
Fælles er, at de har vist, hvordan praktik skaber reel værdi både for virksomhed og for den studerendes faglige og personlige udvikling.
Derma Space og Anna Bach, Aarhus Vand og Sasja Gohr Selde Nielsen, Nicklas Løvbjerg Hansen og Junget A/S, JYSK og Lasse Spangsberg, Rosborg Foods og Niklas Fossum Christensen er med i finalen til studieårets bedste praktik.
Fra store forventninger til indfriede drømme i k-beauty-vækstvirksomhed
Hos Derma Space har Anna Bach arbejdet med komplekse salgs- og sortimentsanalyser på tværs af tusindvis af produkter.
Trods store forventninger til sig selv, kom hun godt fra start og endte med at skabe sit eget job.
Læs historie: Praktik gav Anna selvtillid og jobtilbud
Blev bindeled i klimatilpasning
Hos Aarhus Vand gik Sasja Gohr Selde Nielsen fra observatør til aktiv medspiller i arbejdet med klimatilpasning.
Læs historie: Praktikant blev bindeled i klimatilpasning
Praktikant med projektlederansvar
Hos Junget A/S trådte Nicklas Løvbjerg Hansen direkte ind i en rolle med ansvar for både struktur, processer og større projekter i produktionen.
Læs historie: Han tog ansvar fra start, men fandt først løsningen, da han begyndte at spørge
Design til 29 lande
Hos JYSK fik Lasse Spangsberg ansvar for at udvikle Black Friday-design på tværs af 29 markeder.
"Det havde jeg godt nok ikke regnet med," siger han.
Læs historie: Lavede Black Friday-design til 29 lande
Analyse bag millionbeslutning
Hos Rosborg Foods arbejdede Niklas Fossum Christensen med analyser, der kan få betydning for millionvis af krydderurter.
"Det, jeg lavede, kan faktisk få betydning for hele produktionen," siger han.
Læs historie: Praktikant udarbejdede beslutningsgrundlag for millionproduktion af krydderurter
Vinder kåres i København
Studerende har dette forår haft mulighed for at indstille deres praktikophold til DM i praktik 2026. De fem finalister er udvalgt blandt en lang række indstillinger og repræsenterer forskellige uddannelser og brancher.
I slutningen af april offentliggøres, hvem af de fem, der vinder den lokale titel og går videre til den landsdækkende finale i maj.
Den lokale jury består af:
Rektor Anne Storm Rasmussen fra Erhvervsakademi Aarhus
Chef for kvalitet og studieliv Anette Bache fra Erhvervsakademi Aarhus
Executive rådgiver i Konsulenthuset ballisager og bestyrelsesformand for Erhvervsakademi Aarhus, Finn Lund Andersen
Vinder af DM i praktik 2025 på Erhvervsakademi Aarhus og professionsbachelor i it-sikkerhed Caroline Bernat Ottesen fra Itm8.
Lokal vinder videre til national konkurrence 20. maj
Vinderen går videre til landsfinalen hos Scandic Kødbyen i København onsdag den 20. maj, hvor alle landets syv erhvervsakademier er med.
Dommerpanelet til landsfinalen består af Jannik Frank Petersen, forbundsformand i Teknisk Landsforbund, Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, Lise Bertelsen, medlem af Folketinget fra Det Konservative Folkeparti, Gine Maltha Kampmann, direktør i Tænketanken Equalis og en repræsentant for HK Danmark.
Kontante pengepræmier for i alt 20.000 kr.
Til landsfinalen er der 10.000 kr. på højkant til vinderen af hovedprisen (sponsoreret af HK Danmark) og 2 x 5.000 kr. (sponsoreret af Teknisk Landsforbund) til hver af modtagerne af de øvrige to priser, der uddeles på dagen.
Klap på skulder
Kåringen af studieårets bedste praktik er de studerendes mulighed for at give deres praktikvirksomhed et klap på skulderen.
De studerende har selv indstillet deres praktikophold, som efterfølgende er blevet vurderet ud fra kriterierne:
Personlig og faglig udvikling
Den sociale oplevelse
At gøre viden til værdi.
Læs mere om konkurrencen her.