Praktikant-lavede-Black-Friday-design-til-29-lande.jpg

Praktik: Lavede Black Friday-design til 29 lande

Digital konceptudvikler Lasse Spangsberg har indstillet JYSK til årets praktikpris.

Lasse Spangsberg sidder og arbejder i designprogrammet Figma. Han justerer farver, lag og detaljer.

Det, han arbejder på, er ikke en øvelse.

Det er JYSKs Black Friday-design.

Og det skal lanceres i 29 lande.

”Det havde jeg godt nok ikke regnet med,” siger Lasse Spangsberg, der er nyuddannet professionsbachelor i digital konceptudvikling.

Troet på fra start

Som praktikant fik han rollen som lead på opgaven.

Han samlede input fra marketing og UX-teamet og omsatte kampagnematerialet til ét samlet visuelt udtryk.

Målet var klart: Brugerne skulle møde et ensartet design på tværs af kanaler og lande.

Læring i praksis

Undervejs blev det tydeligt, hvor komplekst det er at arbejde på tværs af markeder.

Små detaljer fik store konsekvenser.

Noget af designet kunne ikke ændres undervejs. Det gjorde kampagnen mindre fleksibel i de lande, hvor den blev brugt forskelligt.

”Det var en rigtig god læring,” fortæller han.

Rykkede sig hurtigt

Fra start var Lasse var ikke stærkest i designværktøjet Figma.

Men med tid, sparring og tillid rykkede han sig hurtigt.

”Det vigtigste var, at jeg lærte noget. Det, jeg leverede, var næsten en bonus for dem,” fortæller han.

En praktik med ægte plads til at vokse fagligt

26-årige Lasse har en baggrund som markedsføringsøkonom og skiftede for få år siden spor fra sælger til designer af digitale brugeroplevelser.

Hos JYSK fik han tid og ro til at fordybe sig i forskellige designdiscipliner. Det støbte det designfundament, han ikke havde udviklet tidligere.

”Det er jeg enormt taknemmelig for,” siger han.

Mere end en praktik

Praktikken blev ikke afslutningen.

Den blev begyndelsen.

I dag er Lasse ansat som UX-graduate hos JYSK.

En af de fem

Lasses praktik er blandt de fem, der kæmper om årets praktikpris.

Læs om de øvrige finalister her.