Praktikant-lavede-beslutningsgrundlag-millionproduktion-af-krydderurter.jpg

Praktik: Lavede beslutningsgrundlag for millionproduktion af krydderurter

Jordbrugsteknolog Niklas Fossum Christensen har indstillet Rosborg Foods til årets praktikpris.

Millioner er velduftende krydderurter fylder drivhusene hos Rosborg Foods på Fyn.

På kontoret sidder praktikant Niklas Fossum Christensen ved et klapbord med et Excel-ark, der kan få betydning for, hvordan de aromatiske urter vil blive produceret fremover.

Tidligere var hans hverdag på gulvet i gartneriet, der tæller 130 ansatte og sælger 28 millioner planter om året.

Tæt på beslutningerne

Nu er Niklas rykket ind dér, hvor beslutningerne træffes.

Her har han fået ansvaret for at svare på et vigtigt spørgsmål:

Kan en ny produktionsform betale sig biologisk og økonomisk?

”Jeg fik ansvaret for at regne på det. Det, jeg lavede, kan faktisk få betydning for hele produktionen. Det var ekstremt motiverende,” siger den 28-årige studerende fra jordbrugsteknologuddannelsen med speciale i planteproduktion i gartneri.

Analyse med betydning

Niklas regnede på areal, ressourceforbrug, dækningsbidrag og plantekvalitet.

Hans analyser tog udgangspunkt i tre millioner planter fordelt på seks kulturer i tre forskellige pottestørrelser.

Han indsamlede data på tværs af afdelingerne og kvalificerede sine beregninger i dialog med kolleger fra både produktion, teknik og administration.

Udregningerne mundede ud i et samlet beslutningsgrundlag. Det konkluderede, at omlægning til plug-produktion er en fordel.

Fra medicin til planter

Niklas var egentlig startet på medicinstudiet. Efter to år mistede han motivationen under corona.

Han savnede et mere praktisk arbejde og vendte tilbage til gartneriet tæt på barndomshjemmet. Her havde han som dreng arbejdet med at stikke staude-stiklinger i jorden.

Her blev han ansat som ufaglært og senere uddannet gartner.

Men ønsket om at arbejde tættere på planlægning og udvikling fik ham til at læse videre.

”Jeg kunne mærke, at jeg gerne ville tættere på beslutningerne,” siger han.

Som på fodboldbanen

Stemningen på arbejdspladsen har haft stor betydning for praktikopholdet.

Rosborg Foods er medarbejderejet, og det kan mærkes, fortæller Niklas.

”Man arbejder ikke for én chef. Man arbejder for hinanden. Vi er et hold.”

Han sammenligner det med at spille fodbold.

”Man spiller hinanden gode. Det er den samme følelse.”

Praktik med perspektiv

Praktikken har allerede åbnet døren til næste kapitel.

Niklas er blevet tilbudt en stilling hos Rosborg Foods efter endt uddannelse.

”Det betyder meget, at de kan se en fremtid for mig her,” siger han.

En af de fem

Niklas’ praktik er blandt de fem, der kæmper om årets praktikpris.

Læs om de øvrige finalister her.