Fra-praktikant-til-bindeled-i-klimatilpasning-hos-Aarhus-Vand.jpg

Praktik: Bindeled i klimatilpasning

Urban landskabsingeniør Sasja Gohr Selde Nielsen har indstillet Aarhus Vand til årets praktikpris.

Cyklen ruller gennem Aarhus og dagen starter med en friskpresset appelsinjuice på kontoret. For Sasja Gohr Selde Nielsen blev det hurtigt en fast rutine.

”Det er lidt sørgmodigt, at min praktik er slut,” siger hun.

På ti uger gik den 25-årige studerende fra urban landskabsingeniøruddannelsen fra at observere, til at få ansvar i konkrete projekter, og nu savner hun hverdagen hos Aarhus Vand.

Fra studerende til medspiller

Allerede fra start blev Sasja en del af projekter og møder, hvor hendes input blev brugt.

Hver tirsdag deltog hun i projekteringsmøder om klimatilpasning i Åbyhøj med entreprenører og ingeniører.

Hun arbejdede blandt andet med oplandsanalyser, dimensionering af regnvandsbassiner og modellering af terræn og vandets veje.

Hun var også bindeled til rådgivere i projekter om terrænregulering og regnvandshåndtering ved Åbyhøj Bibliotek.

Derudover bidrog hun til planer for klimatilpasning og blå-grønne løsninger i et boligområde i Viby J.

Tæt på praksis og beslutninger

På tværs af møder og samarbejder oplevede hun, hvordan hendes input blev taget alvorligt.

”Det var lidt nervepirrende at præsentere for hele afdelingen eller eksterne, men det lærte mig en del om at lave enkle, letforståelige visuelle fremstillinger og hvordan jeg fanger min målgruppe.”

Når beregninger skal stemme

Sasja arbejdede i krydsfeltet mellem ingeniører, arkitekter, rådgivere og kommune, og oplevede, hvordan løsninger først fungerer, når fagligheder mødes.

I et projekt ved Marselis Boulevard opdagede hun, at tekniske beregninger og arkitekttegninger ikke stemte overens, og fik til opgave at få dem til at mødes.

Mere afklaret om fremtiden

Praktikken har gjort Sasja mere sikker på sin retning.

Hun vil arbejde med vand og byudvikling, og med løsninger, der både håndterer klimaudfordringer og skaber rekreativ værdi i byen.

En af de fem

Sasjas praktik er blandt de fem, der kæmper om årets praktikpris.

Læs om de øvrige finalister her.