Omstillingsfonden Gør Det Nemt For Jonas At Efteruddanne Sig

Omstillingsfonden gør det nemt for Jonas at efteruddanne sig

1.125 erhvervsaktive har i 2021 efteruddannet sig på Erhvervsakademi Aarhus og fået kompetenceløftet finansieret af Omstillingsfonden. Nu kan endnu flere få glæde af den succesfulde ordning.

Jonas Veerasawmy Nielsen er en af de 1.125 lønmodtagere og ledere, der i 2021 har opkvalificeret sig på Erhvervsakademi Aarhus uden at de eller deres arbejdsgiver skulle have penge op af lommen.

”Jeg har været superglad for denne mulighed,” siger Jonas, der arbejder som afdelingschef hos bygningsautomatikvirksomheden Unic Automatik i Solbjerg og ved siden af jobbet læser en akademiuddannelse i ledelse.

Se video (42 sek.): Derfor har Omstillingsfonden gjort det nemt for Jonas at tage lederuddannelse

10.000 kr. i uddannelsestilskud om året

Omstillingsfonden giver uddannelsesstøtte på op til 10.000 kr. pr. år til faglærte og ufaglærte. Ifølge Jonas gør ordningen det nemt for ham at få chefens accept til at bruge tid væk fra arbejdet for at tage efteruddannelse.

”Uden Omstillingsfonden havde det slet ikke været lige så nemt for mig at tage denne efteruddannelse. Med ordningen kunne jeg nemlig sige til min chef: Der er denne mulighed, det koster dig ingenting og det starter der og der. Er det okay? På den måde var min efteruddannelse ikke en del af min årlige lønforhandling,” siger Jonas V. Nielsen, der har en baggrund som sergent i forsvaret og tidligere har arbejdet med salg og projektledelse i DK Company og BESTSELLER.

Står stærkere nu og i fremtiden

Med et kvalifikationsløft på videregående niveau har Jonas ikke blot fået en konkurrencefordel på sit cv. Han kan i dag også gøre brug af et stort bagkatalog i form af viden og værktøjer, der gør han til en dygtigere leder.

”Jeg har lært så meget og det giver mig en tryghed, at jeg nu har fået papir på min ledererfaring,” fortæller han.

Flere får nu glæde af midlerne

5.500 personer efteruddanner sig årligt på Erhvervsakademi Aarhus. Cirka hver 5. har i 2021 fået betalt sit kompetenceløft af Omstillingsfonden.

Ordningen har siden 2018 årligt delt 65 mio. kr. ud til faglærte og ufaglærte i arbejde efter først-til-mølle-princippet. Beløbet dækker deltagergebyr til kurser og fag akademi- og diplomniveau.

På Erhvervsakademi Aarhus har i alt 1.125 personer alene i 2021 højnet kompetencerne takket være disse midler, og nu får endnu flere muligheden. Ordningen løber nemlig frem til foreløbig udgangen af 2023.