DM i praktik
Studerende fra de videregående uddannelser på Erhvervsakademi Aarhus kan hvert år indstille deres praktikophold til konkurrencen om Danmarks bedste praktik. Konkurrencen er de studerendes mulighed for at give deres praktikvirksomhed et skulderklap og sige tak.
"Med konkurrencen får vi sat spot på vores værdifulde makkerskab med virksomhederne og det praksisnære uddannelsesforløb, der er erhvervsakademiernes DNA," siger Anne Storm Rasmussen, rektor på Erhvervsakademi Aarhus.
Først indstiller den studerende sit praktikophold til i den lokale konkurrence på Erhvervsakademi Aarhus. Den lokale vinder skal derefter – sammen med vinderne fra de andre syv erhvervsakademier i Danmark – præsentere deres praktikophold for en national jury til landsfinalen.
Juryen består af nøglepersoner fra det danske erhvervsliv. Der er 10.000 kr. i kontant pengepræmie (sponsoreret af HK Danmark) på højkant til vinderen og yderligere 5.000 kr. hver (sponsoreret af TL) til Juryens Specialpris og Publikumsprisen, som også uddeles på dagen.
Baggrund
Konkurrencen blev afholdt første gang i 2016.
Studerende fra Erhvervsakademi Aarhus og deres praktikvirksomheder har i gennemsnit været repræsenteret på prispodiet til landsfinalen hvert andet år. Hovedprisen er vundet hele fire gange, Juryens Specialpris to gange og Publikumsprisen to gange. Og to år i streg har finalister her fra Aarhus været dobbelt prismodtager.
Se video (2:04) om konkurrencen
Læs mere om DM i praktik
Læs om vindere og finalister gennem tiden.
Praktikforløb hos itm8 kåret som årets bedste
It-virksomheden itm8 og deres Cyber Security Advisor-praktikant Caroline Bernat Ottesen fra Erhvervsakademi Aarhus vinder pris for forbilledligt praktikmatch.
Emma og OKNygaard vinder landsdækkende praktikpris
Emma Katballe har været i praktik som driftslederpraktikant hos OKNygaard i Brabrand, og det viste sig at være et supermatch.
Sofie og Normal belønnes for praktik i særklasse
Finansbachelor Sofie Amalie Jonassen og Normal vinder Juryens Specialpris ved stort praktikevent.
Maria og Vertica er Danmarks bedste praktikmatch
Prisregn til e-handelshuset Vertica og datamatiker Maria Nielsen for et eksemplarisk godt praktikophold.
Danish Agro er Danmarks bedste praktiksted
Grovvareselskabet Danish Agro og deres jordbrugsteknolog-praktikant Michelle Nielsen hyldet for at være Danmarks bedste praktikmatch.
Sådan deltager du i DM i praktik 2026
Har du været i praktik i efteråret 2025 eller foråret 2026? Så kan du indstille dit praktikforløb til DM i praktik her:
Er du internationale/engelsksproget studerende? Så vælg "engelsk" i bunden af skemaet.
Du kan indstille frem til onsdag 25. marts 2026.
Når indstillingsperioden er slut, udvælges 5 finalister. Udvælgelsen sker på baggrund af din indstilling, så fang gerne vores opmærksomhed med gode eksempler og ord, der underbygger, hvorfor netop dit praktikophold skal vinde.
Praktikforløbet bliver vurderet på:
- personlig og faglig udvikling
- den sociale oplevelse
- at gøre viden til værdi
De 5 finalister skal i april 2026 fortælle om deres praktikophold til en lokal jury. Juryen finder en vinder, som får overbragt nyheden ude i sin praktikvirksomhed.
Vinderen skal repræsentere Erhvervsakademi Aarhus ved den nationale finale onsdag 20. maj 2026 hos Scandic Kødbyen i København.