Sofie Og Normal Vinder Praktikpris

Sofie og Normal belønnes for praktik i særklasse

Finansbachelorstuderende Sofie Amalie Jonassen og butikskæden Normal vinder Juryens Specialpris ved Årets Erhvervsakademipraktik 2023.

Og Juryens Specialpris går til...

Flankeret af markedskoordinator Camilla Storm (tv) og Chief Commercial Officer Susanne Hounsgaard (th) fra Normal modtog Sofie Amalie Jonassen Juryens Specialpris til erhvervsakademiernes fælles prisfest Årets Erhvervsakademipraktik 2023. 

”Jeg er så ufattelig glad og overvældet,” siger den 24-årige finansbachelorstuderende, der har været i praktik i indkøbssupport-afdelingen i butikskædens hovedkontor i Skanderborg.

Læs om Sofies prisbelønnede praktik.

Med prisen følger en check på 5.000 kr. sponsoreret af Teknisk Landsforbund.

9.467 praktikophold, 256 indstillinger, otte finalister

I det forgangne år har 9.467 studerende fra landets erhvervsakademier været i praktik. Af dem har 256 indstillet deres praktikvirksomhed til konkurrencen.

Hovedprisen og Publikumsprisen går til...

156 tilskuere klappede i festsalen hos Scandic Kødbyen i København, så det kunne høres helt ud på gangene, da tre priser blev uddelt for praktikmatch i topklasse.

En jury bestående af arbejdsmarkedets parter, repræsentanter fra erhvervslivet og Christiansborg valgte automationsteknolog Jon Oppermann fra KEA og tøjfabrikken Rodinia Generation som vinder af hovedprisen Årets Erhvervsakademipraktik.

Publikumsprisen gik til optiker Jeanett Febæk fra Erhvervsakademi Dania og Louis Nielsen Vejen.

Juryen

I juryen sad Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører Rasmus Stoklund, næstformand i HK Mads Samsing, adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt, Jyske Banks HR-direktør Knud Nørbo og næstformand i bestyrelsen for Danske Erhvervsakademier Johanne Gregersen.

De valgte vinderne ud fra kriterier som personlig og faglig udvikling og den sociale oplevelse.

Praktik åbner døren til et job

Inden længe skal flere tusinde studerende på landets erhvervsakademier beslutte sig for, hvor de vil i praktik. Praktik er nemlig obligatorisk på alle erhvervsakademiernes uddannelser.

Og det er ikke ligegyldigt, hvilket praktiksted de studerende vælger, for praktikopholdet kan ende med at blive adgangsbilletten til det første job.

Cirka hver fjerde af de ca. 9.500 praktikophold, der hvert år gennemføres på landets erhvervsakademier, fører til en fastansættelse, vurderer Danske Erhvervsakademier.

”Det er ægte synergi, hvor 1 + 1 = 3,” siger Michael Rugaard, sekretariatschef i Danske Erhvervsakademier og konferencier ved prisfesten.

Minister roser erhvervsakademierne

Netop det tætte samspil med erhvervslivet er ifølge uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) opskriften på succesfuld uddannelse.

”Erhvervsakademierne har en nøgleopgave i vores uddannelsessystem med at uddanne medarbejdere til de mange private virksomheder – store og små – som løser vigtige opgaver i vores samfund,” siger Christina Egelund.

De øvrige finalister

  • Sweco Architects, Silkeborg – indstillet af Simone Pihl Eriksen, bygningskonstruktør, Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg
  • Martinsen Rådgivning & Revision, Vejen – indstillet af Phillip Jacobsen Buhl, finansøkonom, IBA Erhvervsakademi Kolding
  • Entreprenørfirmaet Holbøll, Næstved – indstillet af Jonas Friis, bygningskonstruktør, Zealand Sjællands Erhvervsakademi
  • Nykredit Storkunder København – indstillet af Sofie Møller Rusbjerg, finansbachelor, Cphbusiness i Kbh.
  • Det digitale bureau Twoday Co3, Herning – indstillet af Tina Rønn Kobberholm, multimediedesign, Erhvervsakademi MidtVest i Herning