5 gode grunde til at læse jordbrugsteknolog med speciale i natur og miljø

1. Naturen og miljøet har brug for dig

Naturen og miljøet i Danmark er presset. Derfor er der brug for teknologer, som kan måle naturens tilstand og sikre et godt miljø i fremtiden.

På uddannelsen får du forståelse for, hvordan byudvikling, landbrug og virksomheder påvirker naturen og miljøet – og du lærer, hvilke tiltag der kan mindske belastningen og samtidig være økonomisk og miljømæssigt bæredygtige.

Læs om uddannelsen til jordbrugsteknolog med speciale i natur og miljø

2. Alle taler om klima og bæredygtighed – men du lærer at gøre noget ved det

Klima og bæredygtighed er hot lige nu. Mange taler om at redde kloden og gøre noget godt for miljøet. Men området er kompliceret, og der er brug for specialiseret arbejdskraft for at kunne udarbejde de optimale løsninger.

Med specialet i natur og miljø lærer du, hvad der skal til for at vende udviklingen. Du kommer til at arbejde med fremtidssikrede klimatilpasningsprojekter, bæredygtighedsanalyser af virksomheder og landbrug, forbedring af anvendelsen af biologiske ressourcer og sikring af, at natur- og miljølovgivningen bliver overholdt. 

Læs om uddannelsen til jordbrugsteknolog med speciale i natur og miljø

3. Du kommer i praktik på studiet

Som en del af uddannelsen skal du i praktik på 2. og 4. semester. I praktikken får du mulighed for at specialisere dig inden for det område, du brænder mest for, og du får mulighed for at afprøve din viden i praksis og opbygge et fagligt netværk.

Som nyuddannet giver praktikken dig også en klar fordel i forhold til komme ind på jobmarkedet – så praktikken er en meget vigtig del af uddannelsen.   

Du kan fx komme i praktik i kommunale natur- og miljøafdelinger, hos Miljøstyrelsen eller hos private konsulentfirmaer som Niras, Orbicon eller økologisk landsforening.  

Læs om uddannelsen til jordbrugsteknolog med speciale i natur og miljø

4. Du bliver klar til job om 2 år

Du behøver ikke studere i 5 år for at få et spædende job. Som jordbrugsteknolog med speciale i natur og miljø får du en videregående uddannelse og bliver klar til job på kun 2 år.

Hvis du vil læse videre efter de 2 år, kan du fortsætte på professionsbacheloruddannelsen i jordbrug – en overbygning, som er skræddersyet til jordbrugsteknologer med speciale i natur og miljø.

Læs om professionsbacheloruddannelsen i jordbrug med speciale i natur og miljø

Som professionsbachelor kan du læse videre på en kandidatuddannelse – eller få et godt job (og måske efteruddanne dig senere i karrieren).

Læs om uddannelsen til jordbrugsteknolog med speciale i natur og miljø

5. Undervisningen kombinerer teori og praksis

Undervisningen er praktisk anlagt, og der er ingen forelæsninger i store auditorier. Du lærer netop den teori, du skal bruge for at kunne løse konkrete opgaver i dit kommende job. På uddannelsen lærer du også praktiske færdigheder som fx prøvetagning, miljøtilsyn og naturundersøgelser.  

Projektarbejde og case-studier er en vigtig del af undervisningen, og det er netop her, du kan kombinere teorien med praktisk arbejde.

Vi tager tit på ture ud i naturen og på virksomhedsbesøg – og gæsteforedrag er en fast del af hverdagen på studiet.

Læs om uddannelsen til jordbrugsteknolog med speciale i natur og miljø

Bliv jordbrugsteknolog med speciale i natur og miljø på Erhvervsakademi Aarhus

  • Den videregående uddannelse tager 2 år
  • Du har gode muligheder for at videreuddanne dig eller få et spændende job
  • Uddannelsen kombinerer teori og praktiske færdigheder inden for natur og miljø gennem ekskursioner og større projektarbejder
  • Du kommer i praktik på 2. og 4. semester 
  • Dimittendledigheden er ca. 10 % og startlønnen er typisk 22.-25.000 kr./mdr.
  • Erhvervsakademi Aarhus er den største udbyder i Danmark