Kathrine Vil Arbejde Med Tal Og Ledelse

Kathrine vil arbejde med tal og ledelse

22-årige Kathrine Nielsen har under sit uddannelsesforløb været i ledelsespraktik hos Arla i Wisconsin og SEGES i Skejby. Nu har hun fået job som personaleansvarlig på et stort kvægbrug.

Oprindeligt overvejede kathrine at læse økonomi og ledelse på universitetet. Hun er glad for, at hun endte med den 2-årige videregående lederuddannelse, agro business management, på Erhvervsakademi Aarhus.

”Uddannelsen skal have stor ros. Vi har haft dygtige undervisere og det har været super fedt med de mange ledelsesfag,” siger Kathrine og nævner også sine medstuderende som en medvirkende faktor til at uddannelsen har været et hit.

”Vi er alle meget ambitiøse og har været gode til at udfordre hinanden,” siger Kathrine, der har boet i en kollegiebolig på Tretommervej og haft sin hest og sin bil med til Aarhus.

Landbrugsfaglig baggrund

Kathrine er ligesom mange af sine medstuderende fra landet og har forældre, der driver landbrug. Selv er Katrhine opvokset på Iglsø Fællesstald i Stoholm mellem Viborg og Skive. Bedriften tæller 550 køer og otte ansatte. Det er planen, at Kathrine skal overtage en dag. Det er dog ikke de daglige driftsmæssige rutiner bag traktorrattet eller i malkegraven, der trækker i den 22-årige landmandsdatter. Det gør derimod økonomi og ledelse. Det er blevet soleklart for hende under uddannelsen. Derfor skrev hun også hovedopgave om, hvordan hun iscenesætter sig selv som leder og vil lede og motivere medarbejdere med udgangspunkt i sine forældres bedrift.

I praktik hos Arlas amerikanske afdeling i Wisconsin

Udfordringer motiverer Kathrine. Derfor sparkede hun under sin uddannelse døren ind til Arla og fik en mentor. Mentoren satte hende i kontakt med produktionsafdelingen i Arlas mejeri i Wisconsin, hvor hun tilbragte to uger som praktikant.

”Jeg fulgte de forskellige ledere og HR-manageren og så, hvordan de rekrutterer, ansætter og forfremmer. Det var vældig lærerigt.”

Arbejdede med tidsregistrering hos SEGES

Som en obligatorisk del af uddannelsen var Kathrine også i praktik i to måneder i en selvvalgt virksomhed eller landbrugsfaglig organisation. Kathrine var hos SEGES i Skejby, hvor hun hjalp med at igangsætte et tidsregistreringssystem.

”Jeg var ude og besøge gårde og arbejdede med forandringsledelse. Det var spændende og gav mig et solidt netværk. Det gjorde mig også klar over, at jeg ikke skal sidde på kontor og være konsulent på fuld tid. Jeg skal have et job, der er mere fysisk og foregår udenfor.”

Inden Kathrine startede på uddannelsen var tal hendes store kompetence. Men undervejs opdagede hun, at hun havde flair for mere.

”Jeg har fundet ud af, at jeg er stærk indenfor ledelse og strategi. Og at det at forretningsudvikle og opnå gode resultater gennem økonomisk styring og ledelse interesserer mig mere, end det daglige arbejde med dyrene og maskinerne.”

Blev optaget på bachelorstudie, men fik et godt jobtilbud

Den to-årige agro business manager-uddannelse gav Kathrine mod på mere undervisning, opgaveskrivning og praktik. Derfor var det planen, at hun ville tilbringe yderligere halvandet år som studerende på Erhvervsakademi Aarhus for at blive professionsbachelor i jordbrugsvirksomhed med økonomi som speciale >>

Katrine var endda blevet optaget på studiet, men så kom jobtilbuddet, hun ikke kunne sige nej til.

Personaleansvarlig på en af landets største mælkeproduktioner

Ejeren af en af Danmarks største mælkeproduktioner I/S Rønhave ved Esbjerg tilbød den 23-årige agro business manager-dimittend et job som personaleansvarlig. I/S Rønhave har 2.000 køer og 45 ansatte af blandede nationaliteter. Bedriften skal til at udvide og har valgt at skille kvægdriften fra personaleledelsen.

”Til jobbet havde jeg brug for en, som er god til at kommunikere, kan skabe holdånd og sætte sig ind i de mennesker, hun står overfor. Mange af de landbrugsfaglige medarbejdere brænder mere for at arbejde med maskiner og dyr, end for ledelse. Kathrine kan både det med dyr, maskiner og økonomi, samtidig med, at hun kan lede – det er en god coctail,” siger Jørn Kjær Madsen, medejer af I/S Rønhave.

Netop den slags stillinger forventer Kathrines chef Jørn Kjær Madsen, der bliver flere af.