Nu kan du videreuddanne dig indenfor e-handel uden at sige farvel til jobbet
Erhvervsakademi Aarhus lancerer til efteråret en fleksibel efteruddannelse i e-commerce til fagfolk, der vil opkvalificeres i en branche i raketfart.
Vi klikker, swiper og køber som aldrig før. E-handel buldrer derudad. Men midt i væksten mangler der specialister. Derfor lanceres til efteråret en ny efteruddannelse, målrettet erhvervsaktive, der vil styrke deres kompetencer inden for feltet.
To år på deltid sideløbende med jobbet
Uddannelsen kan tages på deltid over to år og kombinerer teori og praksis indenfor blandt andet forretningsforståelse, digital marketing og dataanalyse. Målet er at give deltagerne den nyeste viden, de kan gå hjem og bruge med det samme i deres job.
Brancheorganisation: Vigtig uddannelse
Den nye uddannelse vækker begejstring hos Dansk Erhverv, forklarer Carsten Rose Lundberg, der er branchedirektør for Digital Handel.
”I den tid vi lever i nu, er det helt nødvendigt at dygtiggøre sig kontinuerligt, parallelt med sit arbejdsliv. For sin egen skyld, for virksomhedens, og for dansk erhvervsliv. De digitale kanaler kommer kun til at fylde mere og udviklingen går stærkt. Derfor er det vigtigt at have en videreuddannelse i e-handel, hvor der er fokus på at få den nyeste viden, som kan skabe værdi i praksis med det samme,” siger han i denne artikel fra Dansk Erhverv.
Stor efterspørgsel
Erhvervsakademi Aarhus har allerede stor succes med deres professionsbachelor i e-commerce og digital marketing, som blev lanceret i 2024 og hurtigt opnåede den højeste adgangskvotient blandt akademiets bacheloruddannelser. Men mange i branchen efterspørger et mere fleksibelt tilbud – derfor introduceres denne nye efteruddannelse.
Læs om indhold, adgangskrav og tilmeld dig diplomuddannelsen i e-commerce.