Fra 22 Til 250 Saint Gobain Ansatte På Efter Og Videreuddannelse Om Året

Fra 22 til 250 Saint Gobain-ansatte på efter- og videreuddannelse om året

Byggematerialekoncern har siden 2019 investeret massivt i kompetencegivende uddannelser til sine ansatte.

"Vi vil rigtig gerne være med til at flytte på jer, og I er nøje udvalgte."

Sådan lød det i 2019 fra VVS-grossisten Brødrene Dahls daværende HR-direktør Ann Marie Jakobsen til 22 forventningsfulde sælgere under den fælles introdag til et nyt uddannelsesforløb i samarbejde med Erhvervsakademi Aarhus.

Fra 22 til 250 om året

Klip til fem år senere.

I 2023 forventes 250 ansatte fra Brødrene Dahl og de øvrige Saint-Gobain-virksomheder i Danmark, at tage kompetencegivende uddannelse på Erhvervsakademi Aarhus.

Denne gang ikke kun indenfor salg og salgspsykologi, men indenfor 11 forskellige fagområder som fx. bæredygtighed og ledelse.

Siden 2019 har ansatte fra Saint Gobain deltaget i efter- og videreuddannelse mere end 500 gange. 

Største enkeltkunde

Koncernen er i dag den største enkeltkunde blandt ca. 20 virksomheder, der benytter erhvervsakademiet, og ingen tilbyder så mange akademifag som netop Saint-Gobain.

"Vi er nået rigtig langt på de fem år, og det er bare superdejligt, at hele virksomheden støtter op," siger Jesper Madsen, uddannelseschef i Brødrene Dahl/SGDD.

For ham er kompetencegivende uddannelser ved siden af jobbet af stor betydning for den enkelte medarbejder, men i høj grad også for hele virksomheden.

"Vi har sørget for at bygge vores akademifag op, så der ikke er langt fra teori til praksis. På den måde klæder vi vores medarbejdere bedre på til hverdagen, og den praksisnære tilgang er en gevinst for os alle sammen."

Jacob er blevet grebet af at uddanne sig

En af dem, der flittigt har været på skolebænken i Aarhus, er 27-årige Jacob Weische (billede), ekstern sælger i Brødrene Dahl med base i Hillerød.

Allerede da det første hold blev oprettet, var han med, og siden har han gennemført seks andre akademifag – bl.a. strategisk salg, innovativt digitalt salg og bæredygtig forretningsforståelse.

I øjeblikket er han i gang med faget markedsføring og salg og skal til eksamen 6. december.

"Jeg vil gerne have nogle værktøjer inden for salg, og det gode er, at man tager udgangspunkt i vores hverdag i BD og Saint-Gobain. Det gør, at det bliver nemmere at relatere til emnerne rettet mod kunder og vores virksomhed," fortæller han.

Bruger arbejdstiden på efteruddannelse

Han medgiver, at det nogle gange kan være lidt hektisk at skulle uddanne sig sideløbende med jobbet.

"Men det er jo også positivt, at vi får lov til at bruge arbejdstiden på det. Jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at en virksomhed på den måde gør noget for medarbejderne. Og det er fedt, at man tør risikere, at nogle så rejser videre bagefter. Omvendt så vil jeg gerne give noget tilbage," siger Jacob, der er frisk på at fortsætte rækken af akademifag i de kommende år.

Uddannelse bør prioriteres

Anker Nørlund er chefkonsulent på Erhvervsakademi Aarhus og har været med hele vejen i udviklingen af Saint Gobain-akademiet.

Han kunne godt ønske, at flere virksomheder fik øjnene op for den store værdi i at uddanne medarbejderne.

"Jeg oplever, at mange er lidt tøvende overfor at skulle undvære deres medarbejdere og ikke helt har gjort sig klart, hvor vigtigt det er for at kunne fastholde og rekruttere," siger han.

Dertil kommer, at virksomhederne ved at sende personale på kompetencegivende uddannelser har gode støttemuligheder gennem Omstillingsfonden.

Klister til organisationen

Både økonomisk og fagligt er der således stærke argumenter for at fokusere på uddannelse af medarbejderne. Men også i forhold til at udbygge relationer er det værdifuldt, mener Anker Nørlund.

"Socialt er det guld værd. Det netværk, der kommer ud af at være sammen et par dage på akademiet, er et fantastisk klister til organisationen," pointerer han.

Læs om vores skræddersyede forløb for virksomheder.