Bilfolk På Skolebænken Ny Lederuddannelse Skudt I Gang (1)

Bilfolk på skolebænken: Ny lederuddannelse skudt i gang

17 nuværende og kommende ledere fra bilbranchen er startet på en ny lederuddannelse, som Erhvervsakademi Aarhus har udviklet sammen med DI Bilbranchen og Claus Bjerring Automotive Advisory.

”Vores forretning er i øjeblikket under stor forandring og udvikling, og det kræver, at vi i ledelsen også udvikler os sammen med forretningen.”

Sådan lyder det fra Tim Due, salgs- og forretningsdirektør hos Max Due A/S. Han er en af 17 deltagere på Bilbranchens nye lederuddannelse.

Sidste torsdag i august mødtes deltagerne, deres chefer og undervisere til kickoff i DI Konferencecenter Gl. Vindinge i Nyborg.

Bilbranchen stiller nye krav til lederne

De næste tre år skal deltagerne arbejde med blandt andet ledelse, kommunikation og strategi.

Uddannelsen består af seks akademifag, tre branchetemadage og et afsluttende afgangsprojekt og gennemføres sideløbende med deltagernes job.

Claus Bjerring Christiansen fra Claus Bjerring Automotive Advisory har været med til at udvikle uddannelsen sammen med DI Bilbranchen og Erhvervsakademi Aarhus. Han har mere end 30 års ledererfaring fra bilbranchen, blandt andet som direktør i Semler Gruppen.

”Elektrificering, digitalisering og nye forretningsmodeller ændrer præmisserne for at drive bilforretning. Det stiller større krav til ledelsen. Derfor er der også brug for mere systematisk lederudvikling, så lederne får de værktøjer, der skal til for at navigere i forandringerne,” siger Claus Bjerring Christiansen.

Nye værktøjer skal direkte i brug

En central del af uddannelsen er koblingen mellem teori og deltagernes hverdag. De skal løbende afprøve ny viden og nye værktøjer i deres egne virksomheder og samtidig opbygge et netværk på tværs af branchen.

Salgschef Mathias Hansen fra Pedersen & Nielsen Automobilforretning A/S har været i branchen i en årrække, men har ikke tidligere taget en formel lederuddannelse.

”Nu synes jeg, at tiden er den rette. Jeg har den holdning, at man altid kan blive bedre, og det gælder også som leder,” siger han.

Salgs- og forretningsdirektør Tim Due fra Max Due A/S ser også et behov for at udvikle sig:

”Vi kan alle blive dygtigere, og der bliver et behov for det. Derfor giver det rigtig god mening, at min kollega og jeg har tilmeldt os uddannelsen nu.”

Første ordinære undervisningsdag på Erhvervsakademi Aarhus i Viby J. er 14. september.

Der er stadig ledige pladser på første hold. Interesserede kan kontakte chefkonsulent Peter Brandt-Clausen fra Erhvervsakademi Aarhus på tlf. 7228 6176.