studerende-afvikler-national-forskningsfestival.jpg

Studerende planlægger og afvikler national forskningsfestival

30 service- og oplevelsesøkonomstuderende omsætter teori til praksis, når de står for landsdækkende forskningsfestival.

Når 130 forskere og undervisere fra hele landet mødes i Aarhus, er det ikke et professionelt eventbureau, der har planlagt dagen.

Det er studerende.

30 studerende fra service- og oplevelsesøkonomuddannelsen står bag planlægning og afvikling af Danske Erhvervsakademiers Forskningsfestival 2026 som en del af deres undervisning.

De har haft ansvaret for alt fra program, værtskab, front- og backstage, til gæsteflow og afvikling på dagen.

”Det er første gang, de studerende er med til at afvikle så stort et event, hvor de er så involverede og i høj grad har sat deres eget præg på festivalen,” siger lektor Malene Sivertsen Bundgaard Thranum.

Har krævet en del samarbejde

For de studerende har opgaven været både kompleks og lærerig.

”Det har været lidt forvirrende men også rigtig fedt, at erhvervsakademiet har vist os tillid og givet os ansvar for at skabe noget, der betyder noget for andre,” siger studerende Sophie Fournaise Christensen.

Særligt samarbejdet på tværs har krævet noget ekstra.

”Det har været en udfordring, at der har været mange hænder involveret i processen. Især det at skulle kommunikere på tværs af holdet og med akademiets personale for at skabe en rød tråd gennem hele eventet, har krævet en del. Samtidig har det været sjovt at afprøve de teoretiske ting, vi har lært i undervisningen, til at skabe et rigtigt event,” tilføjer Sophie.