Sabina Tog Ansvar Hos Aarhus Events

Sabina tog ansvar hos Aarhus Events, da det hele brændte på

Da Sabina trådte ind som praktikant hos Aarhus Events fik hun lov til at tage styringen – og hun greb chancen med begge hænder.

Som service- og oplevelsesøkonomstuderende drømte Sabina Yagubova Agerskov om at gøre en forskel i virkeligheden. Praktikken hos Aarhus Events gjorde drømmen konkret.

”Det fedeste var helt klart, at jeg fik lov til at tage ejerskab og koble teori til praksis. Jeg blev en del af teamet,” fortæller Sabina, der kalder sig selv evententusiast og festarrangør.

"Jeg elsker stressen og spændingen i det.”

Da stormen ramte – og skærmen gik i sort

I fire måneder var hun med i maskinrummet hos Aarhus Events – den kommunale enhed bag nogle af byens største kulturbegivenheder som den årligt tilbagevendende Urban Sports Festival, VM i Cykling 2029 og The Tall Ships Races.

Et af højdepunkterne var et golfevent på Store Torv. Men det blev også en ilddåb i krisehåndtering.

”Storskærmen gik i sort, og regnen piskede ind over pladsen. Parasollerne blæste omkuld. Heldigvis havde jeg allerede forberedt mig og kunne straks ringe til teknikeren,” fortæller Sabina.

Hun holdt hovedet koldt og arrangementet blev gennemført.

Fra Instagram-strategi til lederskab

Under den internationale gadeidrætsfestival Urban Sports Festival fik Sabina ansvaret for Instagram-strategien og indholdet. Hun deltog i planlægningsmøder, guidede de 300 deltagere rundt – og fik både følgere og visninger til at vokse.

”Det overraskede mig, hvor meget jeg egentlig kan.”

Klar til eventbranchen

Sabina blev mødt med både tillid og ansvar, og det udviklede hendes selvtillid som leder.

”Jeg var bange for lederrollen i starten, men jeg fandt ud af, at jeg faktisk trives i den,” konkluderer hun.
Nu vil Sabina videreuddanne sig til professionsbachelor i sports management og drømmer om at afvikle store sportsbegivenheder.