Vi kårer årets bedste praktikophold 2023
Studerende fra akademiets 28 videregående uddannelser kan nu indstille deres praktikophold i konkurrencen om Danmarks bedste praktik.
Nu kan du og din praktikvirksomhed være med i kapløbet om at blive Danmarks bedste praktikmatch.
Erhvervsakademi Aarhus opfordrer alle tidligere og nuværende studerende i praktik – danske og internationale - til at deltage i konkurrencen.
Praktik er erhvervsakademiernes DNA
"Samspillet med erhvervslivet er det centrale omdrejningspunkt for os. Med konkurrencen får vi sat spot på vores værdifulde makkerskab med virksomhederne og det praksisnære uddannelsesforløb, der er erhvervsakademiernes DNA," siger Anne Storm Rasmussen, rektor på Erhvervsakademi Aarhus.
En hyldest til det gode samarbejde
Hvert år er mere end 1.800 studerende fra Erhvervsakademi Aarhus i praktik. Praktik er obligatorisk på samtlige af akademiets 28 videregående uddannelser. Konkurrencen er de studerendes mulighed for at give deres praktikvirksomhed et skulderklap og sige tak.
"Det er under praktikken, at de studerende for alvor prøver deres færdigheder af og omsætter deres viden til værdi. For mange af vores studerende åbner praktikken tilmed døren til et job," siger rektor Anne Storm Rasmussen.
Om 'Årets Erhvervsakademi Aarhus-praktik'
De studerende indstiller virksomheden, hvor de har været i praktik.
Studerende, der har været i praktik på enten en erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse (eller i egen virksomhed) i efteråret 2022 eller foråret 2023, kan indstille deres virksomhed digitalt via skemaet her.
Praktikforløbet bliver vurderet inden for:
- personlig og faglig udvikling
- den sociale oplevelse
- at gøre viden til værdi
Det er muligt at indstille sit praktikophold frem til søndag den 26. marts 2023.
Sådan deltager du i konkurrencen
Er du praktikant fra studieåret 2022-2023, indstiller du din praktikvirksomhed digitalt via dette skema.
Udvælgelsen af fem nominerede sker på baggrund af din indstilling, så fang gerne juryens opmærksomhed med gode eksempler og ord, der underbygger, hvorfor netop dit praktikophold skal vinde.
Internationale studerende kan indstille via samme, engelsksprogede skema.
Udpeger lokal vinder til foråret
En jury udpeger vinderen i løbet af foråret 2023.
10.000 kr. til landsfinale-vinder
Hvis du vinder Årets Erhvervsakademi Aarhus-praktik, skal du og vinderne fra de andre syv erhvervsakademier i Danmark præsentere jeres praktikophold for en national jury tirsdag den 23. maj 2023 på Scandic Kødbyen i København.
Juryen består af nøglepersoner fra det danske erhvervsliv. Der er 10.000 kr. i kontant pengepræmie (sponsoreret af HK Danmark) på højkant til vinderen 💰👀.
Se video (57 sek.) fra 2022-finalen i Industriens Hus i København:
8. år i streg
Konkurrencen afvikles lokalt for 8. år i streg og på landsplan for 7. år i rap.
Aarhus-praktikanter står ofte øverst på podiet
Studerende fra Erhvervsakademi Aarhus er i gennemsnit repræsenteret på prispodiet til landsfinalen hvert andet år.
EAAA-studerende og deres praktikvirksomheder har således vundet hovedprisen hele fire gange, Juryens Specialpris to gange og Publikumsprisen en gang. To år i streg blev EAAA-finalister ovenikøbet dobbelt prismodtagere.
- I 2022 i Industriens Hus hos Dansk Industri i København (billede) vandt datamatiker Maria Nielsen og Vertica hovedprisen OG Publikumsprisen, efter at have vundet den lokale finale på Erhvervsakademi Aarhus.
- I 2021 på Centralværkstedet i Aarhus vandt jordbrugsteknolog Michelle Nielsen og Danish Agro hovedprisen OG Publikumsprisen, efter at have vundet den lokale finale på Erhvervsakademi Aarhus.
- I 2019 i Børsen i København vandt finansbachelorstuderende Louise Kjær Petersen og Rambøll Management Consulting Juryens Specialpris, efter at have vundet den lokale finale på Erhvervsakademi Aarhus.
- I 2018 i LEGO House i Billund vandt finansbachelor Daniel Vistisen og revisionsvirksomheden EY Aarhus hovedprisen, efter at have vundet den lokale finale på Erhvervsakademi Aarhus.
- I 2016 i Odense Congress Center vandt professionsbachelor i international handel og markedsføring Mads Fuglsang Hedegaard og Dansk Supermarked Group hovedprisen, efter at have vundet den lokale finale på Erhvervsakademi Aarhus.