Studerende Professionsbacheloruddannelse It Arkitektur 0404

Unge frygter, at AI tager it-jobbene. Magnus frygter det ikke

Søgningen til de it-faglige erhvervsakademiuddannelser falder, men på Erhvervsakademi Aarhus er 282 nye studerende netop begyndt på en it-uddannelse.

Vil der overhovedet være et job til mig, når jeg er færdiguddannet?

Det spørgsmål kan fylde hos unge, der overvejer en it-uddannelse.

Kunstig intelligens rykker ind på arbejdspladserne, og samtidig falder interessen for flere it-uddannelser.

Interessen for it-uddannelser falder med undtagelse af cybersikkerhed

Siden 2024 er antallet af ansøgere til de it-faglige erhvervsakademiuddannelser faldet med 38 procent. En markant undtagelse er professionsbacheloruddannelsen i cybersikkerhed, som har tårnhøje ansøgertal.

På Erhvervsakademi Aarhus er 282 nye studerende netop begyndt på en it-uddannelse. En af dem er 21-årige Magnus Frøling Hansen fra Harlev.

Han er ikke nervøs for, at AI gør hans kommende uddannelse overflødig.

”Der skal nok være job til mig, når jeg er færdig,” siger han.

AI ændrer it-jobbene

Lektor og koordinator på it-arkitekturuddannelsen Henrik Kristian Ulrik Øllgaard oplever, at fortællingen om AI kan påvirke de unges uddannelsesvalg.

”De er selvfølgelig meget bekymrede for alt det, de hører om, hvordan AI tager deres jobs, og hvordan de måske får at vide, at der ikke er noget, der hedder it-jobs om to, tre, fem år,” siger han.

Selv deler han ikke bekymringen. AI kommer til at forandre it-jobbene, vurderer han, men det betyder ikke, at behovet for it-specialister forsvinder.

”Vi ser jo, at der stadigvæk er masser af jobs i it-branchen. Det er måske en anden type jobs, men det er ikke, fordi it-branchen på nogen måde dør,” siger han.

Ikke nok 'bare' at være dygtig til sit håndværk

Fremtidens it-medarbejdere skal ifølge Henrik Kristian Ulrik Øllgaard kunne mere end at skrive kode. De skal også forstå sammenhængen mellem virksomheder, kunder, brugere og it-systemer.

Samtidig skal de bruge AI som et værktøj uden at miste den faglighed, der gør dem i stand til at vurdere resultatet.

”Man skal kunne håndværket, så man kan se og bruge de her redskaber og vurdere: Er det godt, det jeg laver, og er der fejl i det AI’en har lavet?”

Magnus bruger allerede AI

Det er også sådan, Magnus Frøling Hansen ser på teknologien. Han er netop begyndt på den 3,5-årige professionsbacheloruddannelse i it-arkitektur og bruger allerede AI i mindre omfang til at blive klogere.

”Jeg bruger det som læringsredskab, når jeg støder på noget, jeg ikke kender. Men jeg forholder mig også skeptisk til teknologien og dens værdi,” siger han.

Ingen ved præcis, hvad AI kan, når Magnus er færdiguddannet om 3,5 år. Men usikkerheden får ham ikke til at tvivle på sit valg.

”Jeg tænker, at det nok skal gå,” siger han.

I alt havde 2.365 unge studiestart på Erhvervsakademi Aarhus i sidste uge.