Studerende Vinder 100.000 Kr For Grøn Idé

Studerende vinder 100.000 kroner for grøn idé

Asger Wildenschild vinder innovationsprisen Den Lyse Idé for sin virksomhed Siemas, der hjælper industrielle frysehuse med at spare på strømmen og reducere deres CO₂-udledning.

Endnu en pris er landet hos Asger Wildenschild, der læser professionsbachelor i innovation og entreprenørskab på Erhvervsakademi Aarhus.

Den 4. november modtog han Otto Mønsteds Fondens innovationspris Den Lyse Idé og 100.000 kroner for sin virksomhed Siemas.

Siemas har udviklet en løsning, der ved hjælp af data og algoritmer kan styre kølingen i industrielle frysehuse, så de bruger strøm, når den er billigst og mest klimavenlig.

Ifølge juryen kan løsningen reducere virksomhedernes omkostninger og CO₂-udledning med op til 10 procent.

Fra studieidé til virksomhed

Asger Wildenschild modtog prisen i den nye kategori The Bright Idea Fast-Track Award, der belønner innovative idéer, som bruger eksisterende teknologi på nye måder.

Juryen fremhævede blandt andet, at Siemas allerede har indgået en aftale med sin første kunde og har en stærk strategi for at komme ind på markedet.

Prisen er endnu en anerkendelse af Asgers arbejde med Siemas. I juni blev han danmarksmester i entreprenørskab, og i juli vandt han sammen med sin medstuderende Jonas Thuesen Jacobsen en europæisk AI-pris ved EM i entreprenørskab i Riga.

Med den nye pris får Asger nu yderligere 100.000 kroner til at arbejde videre med sin virksomhed.