Studerende-afvikler-national-forskningsfestival.jpg

Studerende afvikler national forskningsfestival

30 service- og oplevelsesøkonomstuderende omsætter teori til praksis og afvikler landsdækkende forskningsfestival.

Når 130 forskere og undervisere fra hele landet mødes i Aarhus, er det ikke et professionelt eventbureau, der har planlagt dagen.

Det er studerende.

30 studerende fra service- og oplevelsesøkonomuddannelsen står bag planlægning og afvikling af Danske Erhvervsakademiers Forskningsfestival 2026 som en del af deres undervisning.

De har haft ansvaret for alt fra program, værtskab, front- og backstage, til gæsteflow og afvikling på dagen.

”Det er første gang, at de studerende er med til at afvikle så stort et event, hvor de er så involverede og i høj grad har sat deres eget præg på festivalen,” siger lektor Malene Sivertsen Bundgaard Thranum.

Viden i bevægelse

Festivalen er udviklet under temaet Viden i bevægelse. Ambitionen er at gøre forskningen mere tilgængelig og skabe en dag med energi og variation uden at miste det faglige fokus.

Derfor er programmet bygget op med workshops, postersessioner, popup-events og videncaféer, hvor forskere præsenterer projekter i forskellige faser.

Fra teori til praksis

For de studerende har opgaven været både kompleks og lærerig.

”Det har været lidt forvirrende men også rigtig fedt, at erhvervsakademiet har vist os tillid og givet os ansvar for at skabe noget, der betyder noget for andre,” siger studerende Sophie Fournaise Christensen.

Har krævet en del samarbejde

Særligt samarbejdet på tværs har krævet noget ekstra.

”Det har været en udfordring, at der har været mange hænder involveret i processen. Især det at skulle kommunikere på tværs af holdet og med akademiets personale for at skabe en rød tråd gennem hele eventet, har krævet en del. Samtidig har det været sjovt at afprøve de teoretiske ting, vi har lært i undervisningen, til at skabe et rigtigt event,” tilføjer studerende Sophie Fournaise Christensen.

Forskning fra hele landet

Festivalen samler deltagere fra alle syv erhvervsakademier og byder på 36 oplæg om alt fra fødevaresikkerhed, ledelse og ernæring, til cirkulært byggeri.

Forskningsfestivalen afholdes torsdag den 16. april på Erhvervsakademi Aarhus og afsluttes med kåringen af årets bedste forskningsprojekt.

Læs mere på eaaa.dk/festival