Praktikforløb I Tm8 Kåret Som Årets Bedste

Praktikforløb hos itm8 kåret som årets bedste

It-virksomheden itm8 og deres Cyber Security Advisor-praktikant Caroline Bernat Ottesen fra Erhvervsakademi Aarhus vinder pris for forbilledligt praktikmatch.

"Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre praktik. Jeg blev mødt med tillid og ansvar fra dag ét," siger Caroline Bernat Ottesen, tidligere datamatiker og nu professionsbachelor-studerende i it-sikkerhed.

Caroline er en af mange studerende fra Erhvervsakademi Aarhus, der i løbet af foråret har indstillet deres praktikvirksomhed til prisen.

Prisvindende match

Juryen begrunder valget af itm8 med, at praktikforløbet ligger i top på alle parametre.

"Caroline har fået tildelt et stort ansvar og udviklet sig både fagligt og personligt. Itm8 har støttet og inddraget Caroline på eksemplarisk vis," siger Hans Henrik Jeppesen, adjunkt og uddannelseskoordinator på Erhvervsakademi Aarhus, da han overrakte diplom og blomster.

Læs om Carolines prisvindende forløb: Fra tjener til rådgiver i it-sikkerhed

Stolte hos itm8

Hos itm8 er begejstringen til at tage og føle på.

"Vi er ekstremt stolte,” siger Erik Bandholm, partner i Cyber Defence Center og Carolines chef (billede).

Han ser praktikanter som en vital del af virksomhedens udvikling.

"De kommer med ny viden og energi – og Caroline har virkelig bedt om ansvar og løftet det."

Tak fra hjertet

Caroline indstillede selv itm8 til prisen som tak for et fantastisk forløb.

"Det bedste har været kollegerne og teamet. Denne pris er til dem," siger Caroline.

Næste stop: Landsfinale

Nu venter finalen i DM i praktik. Den løber af stablen den 22. maj i København, hvor Caroline og itm8 skal dyste mod syv andre topgode ophold fra hele landet.

De 4 øvrige nominerede praktikvirksomheder i Aarhus-finalen:

  • Citymedia i Aarhus v. multimediedesignerstuderende Amalie Sofie Tobar Petersen
  • EY Vejle v. financial controller-studerende Ulrik Groth Spangberg
  • Aarhus Events v. service- og oplevelsesøkonomstuderende Sabina Yagubova Agerskov
  • Vibholm v. markedsføringsøkonomstuderende Kristina Kruse Eskelund

Fakta 

Over 1.600 studerende er hvert år i praktik via Erhvervsakademi Aarhus. Praktik er indbygget på alle erhvervsakademiuddannelser. Praktikprisen er de studerendes eget skulderklap til virksomhederne. En stor del af praktikforløbene fører til fast job. Hver tredje it-studerende læser på et erhvervsakademi.