Praktik Som Hacker Sikrede Jens Drømmejobbet

Praktik som hacker sikrede Jens drømmejobbet

Professionsbachelor i it-sikkerhed Jens Alexander Nielsen har indstillet En Garde Security til årets praktikpris.

I sin første arbejdsuge smadrede Jens Alexander Nielsen ved en fejl firmaets svenske router, da han skulle teste en device på netværket.

”Fuck, hvor fedt,” var chefens kommentar.

Fejl er godt

Episoden illustrerer meget godt, hvorfor den 24-årige hackerpraktikant har haft en forrygende praktik hos En Garde Security.

”Jeg har fået lov til at slå mig løs og haft frie tøjler til at lære og til at hacke løs på it-systemer. Jeg har fået ejerskab over opgaver og kunnet fordybe mig. Jeg kunne ikke forestille mig nogen bedre praktik,” påpeger Jens, der er fra Sønderborg og læser til professionsbachelor i it-sikkerhed.

I praktik i lille specialistfirma

En Garde Security er specialister i Operational Technologi (OT) og arbejder med rådgivning og styrkelse af it-sikkerhed indenfor IoT, tekniske enheder og netværk med datadeling. Kunderne er store, internationale virksomheder, men Jens må ikke røbe, hvem de er.

Jagter sårbarheder

Hos En Garde Security arbejder Jens, firmaets første praktikant, som researcher og pentester, der er en slags etisk hacker.

Jens hacker løs på devices og netværk for at afdække og udbedre sårbarheder. Derudover er Jens også med til at udvikle en læringsplatform, et isoleret hackermiljø, til firmaer og programmører der vil oplæres indenfor OT-sikkerhed.

Fra praktik til job

Fagligt har Jens lært en masse om dybdegående sikkerhedsresearch og at formulere sig til ikke-tekniske personer omkring komplekse, tekniske problemstillinger. Et job, han har gjort så godt, at han til august veksler praktikaftalen til en fastansættelse som senior security researcher.

”Det er drømmejobbet,” konstaterer Jens, hvis fag også er hans hobby.

It ind med modermælken

Bits og bytes er ikke nyt for Jens. Med en far der er serveransvarlig og en mor, der er programmør, fik Jens nærmest it ind med modermælken. Som seksårig skilte han sin første computer ad for at se, hvordan den fungerede. Som 13-årig havde han lært at kode.

En af Danmarks bedste til cybersikkerhed

Siden da har den cyber-passionerede sønderjyde læst datalogi i Finland, arbejdet som sikkerhedskonsulent i Unit IT og dygtiggjort sig til at blive en af de bedste unge i landet indenfor cybersikkerhed.

For nylig blev Jens regionsmester i De Danske Cybermesterskaber. Målet er at blive optaget på Cyberlandsholdet, der er rekrutteringsbase for erhvervslivet og FE, Forsvarets Efterretningstjeneste.

Læs om de øvrige fire finalister til årets praktikpris her.