Mads Vekslede Praktik Som It Arkitekt Til Job Som Associate Software Engineer

Praktik: Mads vekslede praktik som it-arkitekt til job som Associate Software Engineer

It-arkitekt Mads Lajer Rasmussen har indstillet AKQA Aarhus til årets praktikpris.

I sine første seks uger som praktikant hos designbureauet AKQA Aarhus udviklede Mads en virtuel rejseplatform ala Momondo for rumrejser.

Derefter var Mads Lajer Rasmussen klar til arbejde som backend-udvikler på et ægte kundeprojekt.

Arbejder med verdens største brands

AKQA Aarhus er en del af et globalt reklamekonglomerat og arbejder med verdens største brands såsom Nike, Louis Vuitton, Coca-Cola, Volvo Cars og Google.

Fra kontoret i den ikoniske gamle Toldbodsbygning ved havnen i Aarhus udvikler Mads et nyt website for Danmarks tredjestørste fagforbund, FOA.

”Jeg har fået markant mere ansvar end jeg havde forestillet mig,” siger den 31-årige it-arkitektstuderende.

Fra it-arkitektstuderende til Associate Software Ingineer

Han har arbejdet med alt fra programmering og kravspecifikationer til daglige møder med kunden. Et job, han har gjort så godt, at han snart veksler praktikaftalen til et job som Associate Software Engineer.

”Jeg har lært at tage faglige kampe på en konstruktiv måde og styrket min tro på, at jeg kan blive en god it-udvikler og producere ting, som giver mening for mennesker,” siger Mads.

Værdsat og inkluderet

Fagligt har Mads fået indsigt i udvikling af cms-systemer, agile projektledelsesmetoder, brugerrejser og it-arkitekturen bag store websites.

Men det er især den sociale oplevelse hos AKQA Aarhus, der får smilet frem hos Mads.

”Jeg er enormt glad for at være der og taknemmelig for den måde, de har behandlet mig som en ligeværdig kollega og givet mig muligheden for at bidrage. Det er et kontor med en fantastisk stemning, søde og behagelige kolleger, der behandler en seriøsitet og ærlighed. ”

Blæsere, bundkort og bits fra barnsben  

Med en elektrikerfar og interesse for teknologi har Mads siden han var lille bygget computere fra bunden. Som ung tog han til Spanien og Nordirland for at arbejde som sælger og kundeservicespecialist for multinationale teknologigiganter som HP, Symantec og Apple. Men først på professionsbacheloruddannelsen i it-arkitektur lærte Mads at kode.

I konkurrence med fire andre praktikophold

Mads’ praktikophold hos AKQA Aarhus er en af de fem udvalgte i finalen til årets praktikpris.

Læs om de øvrige fire finalister til årets praktikpris her.