Fra Lugning Til Udvikling Af Frø Og Tilbud Til Milliondyrt Anlægsprojekt

Praktik: Fra lugning til tilbudsberegning og EU-projekt i Rumænien

Urban Landskabsingeniør Emma Katballe har indstillet sit praktikophold hos OKNygaard, en del af idverde, til årets bedste.

Samarbejde på tværs af hele virksomheden med mindre og større projekter. Planlægning og anlægning af messestand. Del af styregruppe til større tilbudsgivning og tur til Rumænien.

Emma Katballe har som praktikant hos den landsdækkende anlægsgartnervirksomhed OKNygaard i Brabrand været rundt i mange grene af faget som urban landskabsingeniør.

”Jeg vil gerne have en smagsprøve på det hele.”

24-årige Emma åbner favnen og slår ud med armene.

”Jeg er vildt nysgerrig, og hvis jeg skal være en god leder, skal jeg have en forståelse for alle typer af opgaver og faggrupper,” siger Emma, der er fra Djursland, tidligere elitesvømmer og eventkoordinator.

Med ude i marken, køre gummiged, luge ukrudt, granske udbudsmateriale

Emma har været involveret i vigtige projekter som granskning af udbudsmateriale og deltaget i styregruppen til et stort anlægsprojekt i Jylland.

Hun har også luget ukrudt, været med til at anlægge ny begrønning på en kirkegård og deltaget i planlægning og udvikling af messestand, hvor hun sammensatte en blomsterfrøblandning som merchandise.

”Hvis du er ambitiøs og nysgerrig, kan du få lov til at prøve kræfter med mange forskellige opgaver,” fortæller Emma.

Emma inviterede sig selv med til møder eller blev inviteret af kolleger for at lære så meget som muligt.

”Alle herude har en kæmpe ja-hat på.”

Med i styregruppe til større licitation

Emma har bidraget til tilbudsteksten til et anlægsprojekt til et tocifret millionbeløb.

”Jeg var med til at formulere tankerne bag og hvordan beplantningen skal vandes i den efterfølgende plejeperiode. Det var vildt spændende,” fortæller hun.  

Emmas øjne lyser og hænderne gestikulerer, når hun sætter ord på sin praktik.

”Jeg elsker at være i en virksomhed, hvor man starter et sted og bliver tildelt opgaver ud fra ens interesse og faglige kompetencer. Selvom OKNygaard er en stor virksomhed, er der fokus helt ned på hvert enkelt individ og deres udvikling.”

Til Rumænien for at lære om klimatilpasning og biodiversitet

Emma's praktikophold har ikke kun været begrænset til Danmark. På en rejse til Rumænien for at mødes med branchefolk fra hele Europa lærte Emma om klimatilpasning og biodiversitet.

”Jeg vil gerne have, at flere hører om, hvor fedt et praktiksted OKNygaard er. De ser deres praktikanter som et aktiv, en sparrings- og samarbejdspartner,” siger Emma.

Ufaglært anlægsgartner sin sommerferien

For at få indsigt i, hvad det vil sige at være anlægsgartner og deres arbejdsgang, har OKNyggard givet Emma sommerferiejob som ufaglært anlægsgartner.

”Jeg skal simpelthen vide, hvad det kræver af krop og sind, at arbejde fysisk hver dag i alt slags vejr,” siger den driftige studerende fra urban landskabsingeniøruddannelsen.

I konkurrence med fire andre praktikforløb

Emmas praktikophold hos OKNygaard er en af de fem udvalgte i finalen til årets praktikpris.

Læs om de øvrige fire finalister til årets praktikpris her.