Peter udviklede cykelcomputer til Salling Group

Peter Søgård Jensen har indstillet sit praktikophold hos cykelafdelingen i Salling Group til årets bedste.

Når Peter kigger tilbage på sit praktikophold, er der mange oplevelser, opgaver og møder, som har gjort indtryk. Så mange, at det har fået ham til at indstille Salling Group til årets praktikpris.

”De har fortjent prisen,” mener han.

Personlig og faglig udvikling 

”Det kom bag på mig, hvor professionelt de greb hele forløbet an. Jeg fik frie midler, plads og hjælp til at skabe og lære noget. Jeg har aldrig oplevet at få et nej. De sagde til mig: Hellere fejle og få noget for hånden end at holde sig tilbage og ikke lære nyt. Hver uge mødtes jeg med min mentor Morten Agerholm. Vi snakkede om min udvikling og fremtidsplaner,” fortæller Peter Søgård Jensen og konkluderer.

”Den personlige og faglige udvikling har været helt i top og derfor føler jeg mig nu helt klar til arbejdsmarkedet.”

Fra erhvervsdykker og klejnsmed til intrapreneur

Peter Søgård Jensen er 27 år og fra Kolding. Han er tidligere uddannet serviceøkonom, faglært rustfast klejnsmed og har en fortid i forsvaret. I januar blev han færdig som professionsbachelor i innovation og entrepreneurship.

Intrapreurship i Salling Group

Under sit praktikophold i Salling Groups SCO-cykelafdeling udviklede Peter en cykelcomputer til et nyt marked. På uddannelsen havde Peter lært om intrapreneurship - at arbejde i en eksisterende virksomhed med at udvikle en idé til et brugbart produkt.

”Sammen med en medpraktikant havde jeg frie hænder og 100 procent ejerskab over projektet. Vi lavede en behovsanalyse og fik i samarbejde med to eksterne leverandører udviklet en prototype. Den kommer snart ud på markedet og skal sælges sammen med SCO-el-cykler i bl.a. Bilka, Føtex og Wupti.com," fortæller Peter.

Godt ophold på trods af corona

2020 har været et atypisk år med nedlukning, restriktioner og hjemmekontor. På trods af det føler Peter Søgård Jensen, at han har haft et topgodt praktikophold.

”Corona har ikke påvirket min praktik hverken fagligt eller personligt. Jeg har stadig i et vist omfang fået lov til at komme ind på kontoret, tage ud af huset til møder og gøre det godt stykke arbejde. Men det har været irriterende at få glip af fester og sociale aktiviteter.”

Peter er i dag ansat i et barselsvikariat i Salling Group, hvor han arbejder som koordinator, med produktudvikling, design og salg af lagner og sengetøj.

Skal dyste mod fire andre ophold

Peters praktikophold er en af de fem udvalgte i finalen til årets praktikpris. Læs, hvem de øvrige finalister er: Her er de fem nominerede til årets praktikpris

Salling Group har tidligere vundet praktikpris

Det er ikke første gang Salling Group hyldes for at give deres praktikanter optimale forhold. 

I 2016 vandt Mads F. Hedegaard og Salling Group (der dengang hed Dansk Supermarked) Årets Erhvervsakademipraktik.