Ny rektor vil endnu tættere på erhvervslivet

Anne Storm Rasmussen vil som ny rektor styrke den tætte kontakt til det lokale erhvervsliv. Og så skal de studerenes personlige karakteregenskaber også styrkes yderligere under hendes ledelse.

"Det er en meget værdifuld og samfundsnyttig opgave, at arbejde for at udvikle unge og voksne menneskers kompetencer og faglighed. Derfor er det med stor glæde, at jeg kaster mig ud i opgaven."

Sådan siger erhvervsakademiets nye rektor Anne Storm Rasmussen.

Mandag havde hun første arbejdsdag.

Hun kommer til at stå i spidsen for et af et af landets største erhvervsakademier med 10.000 studerende, 400 ansatte, 28 videregående uddannelser – og Jyllands største udbud af efteruddannelser målrettet det private arbejdsmarked.

Store sko at fylde ud

56-årige Anne Storm Rasmussen er på hjemmebane på erhvervsakademiet, hvor hun siden 2014 har haft titlen  uddannelsesdirektør.

Hun er ikke sen til at rose erhvervsakademiets ansatte, og holder heller ikke igen med roserne til tidligere rektor Christian Mathiasen, som hun overtager dirigentstokken efter.

"Akademiet har under hans ledelse gennemgået en imponerende udvikling med uafbrudt vækst og flotte resultater på alle parametre. Det er et privilegium at få lov til at stå i spidsen for en så velfungerende institution med dygtige ansatte og studerende."

Knivskarp på samfundsændringer

Det er Annes mål, at akademiet skal være knivskarp på de samfundsomvæltninger og ændringer i det erhvervsliv,  akademiet leverer dimittender til, og hele tiden sikre, at uddannelserne giver de studerende de rette kompetencer - både de faglige og personlige.

"Det efterspørger virksomhederne – og derfor skal vi endnu tættere på erhvervslivet."

21 century skills

Anne Storm Rasmussen vil også have fokus på det, hun kalder '21st century skills' – de særlige kompetencer for at kunne klare sig på arbejdsmarkedet i det 21. århundrede.

"Det er vigtigt, at man også har et andet liv end blot arbejde og studie. Vi skal derfor ikke kun interessere os for de studerende som faglige medarbejdere men også som mennesker. Vi skal lære dem at lære hele livet," understreger hun.

Mor til fire

Anne Storm Rasmussen opvokset i Viborg og uddannet cand.mag. i fransk og virksomhedsøkonomi fra Aarhus Universitet.

Inden hun kom til Erhvervsakademi Aarhus som uddannelsesdirektør i 2014, var hun områdechef hos en anden stor uddannelsesinstitution VIA University College.

Hun har også flere bestyrelsesposter, blandt andet hos Aarhus Statsgymnasium, Studenterhus Aarhus og en VL-gruppe i Dansk Selskab for Virksomhedsledelse.

Privat bor Anne Storm Rasmussen i lejlighed på Frederiksbjerg i Aarhus med sin mand og to yngste børn. Hun har fire voksne børn, som alle er i gang med uddannelser - statskundskab, medicin og gymnasiet.

I sin fritid holder hun formen skarp ved at cykle, svømme og løbe fem til seks gange om ugen.