Efteruddannelse Kursister Bæredygtighed 2023 0121

Ny efteruddannelse: Sådan opnår du en Michelinstjerne indenfor ansvarlighed

Til oktober lancerer Erhvervsakademi Aarhus sammen med B Corp Nordic et uddannelsesforløb der klæder virksomheder på til at opnå en af de mest krævende og omtalte certificeringer i verden.

Hvor ansvarlig er din virksomhed, sådan ægte? Ikke kun på få områder, men indenfor alt fra arbejdsforhold og forsyningskæde til brug af materialer og ressourcer? Hvor er du godt med? Hvor skal du sætte ind? Og hvordan?

Alt det vil du vide, hvis du tilmelder dig et helt nyt uddannelsesforløb på Erhvervsakademi Aarhus med studiestart den 25. oktober.

Få kædet initiativer sammen på tværs af virksomheden

Med det nye diplomfag ‘Impact Manager’ vil Erhvervsakademi Aarhus i samarbejde med B Corp Nordic klæde små og mellemstore virksomheder på til det omfattende arbejde med at opnå en B Corp-certificering.

B Corp certificering er en global standard for, hvilken forskel en virksomhed gør for samfundet. Certificeringen kan sammenlignes med en Michelinstjerne indenfor ansvarlig virksomhedsdrift.

B Corp-eksperter underviser

B Corp Nordic underviser allerede i onlineværktøjet B Impact Assessment, der er udgangspunkt for B Corp-certificering, og ved at udbyde forløbet i samarbejde med en statsgodkendt, akkrediteret uddannelsesinstitution vil flere kunne blive opkvalificeret på et højere niveau.

”Ambitionen er nå endnu bredere ud i dansk erhvervsliv, så endnu flere kan komme i gang med at måle og validere social, klima- og miljømæssig impact og arbejde med veje til forbedring, der øger værdiskabelse for mennesker, samfund og planet,” siger grundlægger og direktør i B Corp Nordic Nille Skalts.

Nille Skalts og organisationens Head of Impact & Growth Steffen Kallehauge vil undervise på forløbet sammen med virksomhedsledere, bl.a. impact manager Mia Møgelgaard fra Fritz Hansen, der alle har arbejdet med den krævende certificering.

Få værktøjer til måling af fremskridt

På forløbet lærer man over syv undervisningsdage (plus eksamen) om forskellige produktcertificeringer og får det store kørekort til at arbejde med det såkaldte ’B Impact Assessment’. Det er et omfattende gratis online-værktøj, udviklet af B Corp-bevægelsen, til at måle en virksomheds positive værdiskabelse for alle interessenter og arbejde med løbende forbedring.

”Ofte har virksomhederne allerede god praksis på flere områder, men vi kigger med et 360 graders blik som gør, at det ofte er nødvendigt at ændre ikke blot politikker og processer, men dele af forretningsmodellen for at imødekomme de høje standarder for B Corp-certificering,” fortæller Nille Skalts.

”At blive B Corp er ikke let, undervejs i processen forpligter alle i organisationen sig til at skabe en virksomhed, der er centreret omkring at gøre en positiv forskel,” tilføjer hun.

Markedet efterspørger efteruddannelse

En B Corp-certificering måler og vejer virksomheden hele vejen rundt på den værdi den skaber for medarbejdere, leverandører, lokalsamfundet og miljøet og er ifølge direktør Nille Skalts afgørende for virksomhedens konkurrenceevne.

”I fremtiden skal virksomheder arbejde meget mere struktureret med ansvarlighed. De skal bygge forretningsmodeller, der skaber impact for samfund og planet. De skal måle og veje den værdi, de skaber for alle interessenter, ikke blot aktionærerne. De skal validere den, de skal skabe løbende forbedringer og de skal være transparent om både hvor de skaber og hvor de forringer værdi for samfund og planet,” siger hun.

Åbent hus til september

Tirsdag den 12. september 2023 fra kl. 16-18 i Aarhus inviterer Erhvervsakademi Aarhus og B Corp Nordic interesserede indenfor til en introduktion til B Corp-certificeringen og arbejdet med ansvarlig virksomhedsdrift.

Læs mere og tilmeld dig her: https://ealumne.eaaa.dk/event/business-as-a-force-for-good-bliv-klar-til-fremtiden-med-b-corp/

Om B Corp-bevægelsen

B Corporation er en privat certificering af virksomheder og deres samlede sociale og miljømæssige resultater. Certificeringen er et bevis for, at virksomhederne lever op til de høje standarder inden for bæredygtighed, social ansvarlighed og transparens.

7.100 B Corp-virksomheder i verden

På verdensplan er der 7.100 certificerede virksomheder og mange flere er på vej. Det er fx virksomheder som Patagonia, Ben & Jerry's, Natura & Co og Illy.

I Danmark er mere end 75 virksomheder B Corp-certificerede.

Det er bl.a. OKNygaard, Fredericia Furniture, Horn Bordplader, Meyers, Aarstiderne, TAKT, Rudolph Care, Sinatur Hoteller, Ganni og Too Good To Go. Flere end 50 andre danske virksomheder er netop nu i gang med certificeringen.

Ikke bare bedst i verden, men bedst for verden

B Corp står for Benefit Corporations, hvis slagord er, at det ikke kun handler om at være bedst i verden, men om at være bedst for verden.

Læs mere om det nye uddannelsesforløb.