Natalia Slap Gennem Nåleøjet Og Fik Sin Drømmepraktik Som Digital Designer

Praktik: Natalia slap gennem nåleøjet og fik drømmepraktik som digital designer

Multimediedesigner Natalia Blautenberg har indstillet sit praktikophold hos softwarefirmaet Relesys til årets bedste.

Natalia har i sin praktik som digital designer hos Relesys i Aarhus arbejdet med kode og design til ti forskellige appløsninger, heriblandt til en stor fitness-kæde.

Livsændrende

At Natalia dygtiggjorde sig indenfor en række digitale designdiscipliner som UX og UI samtidig med, at trivedes socialt, har gjort hendes praktik til en oplevelse i særklasse.

”Praktikken har været livsændrende for mig på den måde, at den grundlæggende har ændret min syn på mit fag og lært mig, at design handler om kommunikation.”

Succesfuld app-fabrik

Softwarevirksomheden Relesys A/S med kontorer i Nordhavn i København og på Aarhus Ø udvikler app-løsninger til retail, produktionsvirksomheder, transport- og hospitalsindustrien.

App’en er skræddersyet til hver enkelt kundes branding og interne behov.

Storkunder som Vestas, Lego House, Salling Group, Specsavers og Telia bruger virksomhedens digitale platform til intern kommunikation og medarbejdertræning.

Nåleøje

Forinden havde Natalia været igennem et nåleøje for at lande praktikstillingen. Der var 90 ansøgere til firmaets tre praktikstillinger.

”At finde praktik som international studerende er i forvejen svært. Samtidig var jeg kræsen mht. til jobindholdet, fordi jeg både ville designe og kode. I ansøgningsprocessen fik jeg stillet en opgave, som jeg tog meget seriøst. Så da de tilbød mig praktikjobbet, blev jeg utrolig glad,” siger den 29-årige multimediedesigner, der er fra Gdynia i Polen og har boet og studeret i Danmark de sidste to år.

Inden hun tog til Aarhus for at uddanne sig arbejdede Natalia i shippingbranchen. Natalias cv tæller også polske bacheloruddannelser indenfor grafisk design og handel.

Grundig introduktion

To ud af de ti ugers praktik var øremærket et grundigt introduktionsforløb. Halvvejs evaluerede hun sammen med sin supervisor hvordan det gik med trivsel og udvikling. Natalia blev også inviteret til en kode- og design-workshop i København, var med til kundemøde og mødte grundlæggeren af softwarefirmaet, der tæller 100 ansatte.

”Det var fantastisk,” husker hun.

”De holdt øje med mig hele tiden og jeg følte mig virkelig taget hånd om. Alle følte sig ansvarlig for min professionelle udvikling og var nysgerrige på mig som person. Med et særligt tilrettelagt mentorprogram fik jeg indblik i hele deres workflow.”

Overvældet

På alle parametre har praktikken hos Relesys oversteget Natalias forventninger.

”Jeg blev overvældet over atmosfæren som var glad, inkludererende, international og kreativ. Jeg har aldrig i mit liv set så mange talentfulde mennesker og følt mig så velkommen på en arbejdsplads,” siger hun og tilføjer.

”Praktikken har udvidet min horisont og vist mig, at jeg kan mere, end jeg troede. Jeg er blevet bedre til at kommunikere og sætte ord på mine ideer, bedre til at lytte og mere sikker på mine færdigheder indenfor multimediedesign.”

Skal dyste mod fire andre ophold

Natalias praktikophold hos Relesys er en af de fem udvalgte i finalen til årets praktikpris.