Kristjana Gik Fra Praktik Til Job

Kristjana gik fra praktik til job

Islandske Kristjana D. Jónsdóttir har indstillet bureauet No Zebra i Aarhus til årets praktikpris.

Et lykketræf.

Sådan siger Kristjana D. Jónsdóttir om dagen, hvor det digitale performancebureau No Zebra ansatte hende i et praktikforløb på 3. semester.

”Jeg var heldig at komme ind i en spændende virksomhed og prøve kræfter med fagområder, som de normalt ikke sætter praktikanter til,” siger den 26-årige nyuddannede professionsbachelor i innovation og entrepreneurship og multimediedesigner.

Analyserede arbejdsgange for at optimere workflow

Hos No Zebra fik Kristjana fingrene i både grafiske opgaver til store kunder og interne udviklingsopgaver. Designafdelingen havde et ønske om at blive bedre til at supportere firmaets øvrige afdelinger. En opgave Kristjana så som en oplagt mulighed for at teste sine evner som intrapreneur og problemknuser.

”Jeg analyserede arbejdsprocesser for at se, om vi kunne skabe et bedre workflow. På min uddannelse har vi lært at reflektere og som en udefrakommende se på, hvordan tingene kan gøres bedre. De værktøjer brugte jeg hos No Zebra,” fortæller Kristjana.

Mere end hun drømte om

På trods af corona-situationen har Kristjana fået alt det ud af sit praktikophold, hun drømte om, og mere til. Derfor har hun indstillet No Zebra til praktikprisen.

”De skal vinde, fordi de fokuserer på og nurser deres medarbejdere til at blive de bedste versioner af os selv. Jeg blev mødt med venlighed og følte mig inddraget og stolet på fra dag et,” siger Kristjana, der også havde hyppige walk-and-talks med sin chef og feedback-sessions.

Ansat som digital designer

Heldigvis for Kristjana betød enden på praktikopholdet ikke farvel og tak. I dag er hun ansat hos No Zebra som digital designer.

Kristjanas praktik er en af de fem nominerede til årets praktikpris. Læs om de øvrige fire finalister her