Kreativitet, mod og brugerinddragelse: Her er tre vindere på sociale medier
Teleselskabet 3, TV 2 Østjyllands Xor og KMD kan kalde sig Social Media Team of the Year 2025.
”Succes på sociale medier handler ikke om budgetter, men om kreativitet, autenticitet og modet til at gøre tingene anderledes.”
Sådan siger juryformand Thomas Wahl om valget af årets tre prismodtagere.
Teleselskabet 3, TV 2 Østjyllands Xor og KMD blev tirsdag kåret som årets bedste SoMe-teams i hver deres kategori, da Social Media Manageren 2025 blev afholdt for fjerde år i træk med over 600 branchefolk i Musikhuset Aarhus.
Bag konferencen står Erhvervsakademi Aarhus i samarbejde med The Next Stage.
3 Danmark: Social-first og brugerinddragelse
Vinder af B2C-kategorien blev 3 Danmark, som juryen roser for et social-first arbejde, der har engageret især unge forbrugere og skabt dialog på brugernes præmisser.
"Med kreative, interaktive formater og modet til at slippe brandkontrollen lever 3 Danmark efter princippet show it, don’t tell it," lyder det i begrundelsen.
Xor: Repræsentation og demokratisk mod
I Public/Non-commercial-kategorien gik sejren til TV 2 Østjyllands Xor, der har skabt et digitalt univers, hvor unge med etnisk minoritetsbaggrund føler sig set og hørt.
Ifølge juryen fordi Xor viser, at sociale medier kan skabe repræsentation, fællesskab og aktiv deltagelse i den demokratiske samtale.
KMD: Strategisk forbillede på LinkedIn
I år blev der uddelt en ny pris. En B2B-pris sponsoreret af LinkedIn. Den gik til it-virksomheden KMD og deres lille kommunikationsteam, som blev valgt for sin klare strategi og sit mod til fravalg.
"KMD viser, hvordan B2B-kommunikation kan være både skarp, menneskelig og forretningskritisk," begrunder juryformand Thomas Wahl.
"Tusind tak. Det er virkelig overvældende," sagde kommunikations- og public affairs rådgiver i KMD Trine Riis. På scenen i Musikhusets store sal modtog hun sammen med kollegaen Sisse Kjær Frederiksen blomster, diplom, statuette og klapsalver.
Fakta: Tidligere vindere af Social Media Team of the Year
- 2022: Liberal Alliance
- 2023: Matas og TV 2 Østjylland
- 2024: Power og Københavns Biblioteker