Studerende Uddannelse Aarhus Serviceøkonom 248

Hvad vil politikerne med de unge?

Fredag samler Erhvervsakademi Aarhus en række markante folketingspolitikere til valgdebat, og denne gang er det de unge selv, der sætter dagsordenen.

Unges trivsel, økonomiske tryghed, sundhed og klima er blandt de emner, som studerende vil udfordre politikerne på.

Debatten finder sted fredag den 13. marts kl. 12.00–13.30 på Erhvervsakademi Aarhus og samler politikere fra hele det politiske spektrum:

  • Katrine Robsøe (RV)
  • Camilla Fabricius (S)
  • Magnus Bigum (DD)
  • Alex Vanopslagh (LA)
  • Sofie Lippert (SF)
  • Christina Egelund (M), uddannelses- og forskningsminister
  • Trine Mach (EL)
  • Nana Harring (DF)
  • Torsten Gejl (Å)
  • Caroline Svejsø (K)
  • Mathilde Hjort Bressum (V)
  • Maria Temponeras (Ø)
  • Lars Boje Mathiesen (BP)

Midt i de politiske diskussioner

Erhvervsakademi Aarhus er med sine 4.900 studerende Aarhus’ tredjestørste videregående uddannelsesinstitution.

Mange af de studerende står midt i de politiske diskussioner om SU, studiepres, boligpriser og trivsel.

Derfor er ambitionen med debatten at give de studerende mulighed for at stille politikerne direkte spørgsmål.

Forhøjet SU under praktik?

25-årige Jacob Mejer læser professionsbachelor i international handel og markedsføring og vil blandt andet stille dette spørgsmål til politikerne:

"Mange af os studerende, der skal i praktik, oplever en presset økonomi i praktikperioderne, fordi det ofte bliver sværere at have et studiejob ved siden af. Samtidig er leveomkostningerne i storbyerne høje. Jeg vil derfor spørge politikerne, om man kunne forestille sig en forhøjet SU under praktik, så man bedre kan koncentrere sig om studie og praktik."

Flere af de studerende er optaget af spørgsmål som:

  • Hvad vil politikerne gøre for trivsel og mental sundhed i studie- og arbejdslivet?
  • Hvordan skal klima og grøn omstilling prioriteres i en usikker verden med stigende leveomkostninger?
  • SU
  • Uddannelsestempo
  • Boligpriser i de store studiebyer

Debatten modereres af kommunikationsrådgiver Niels Søndergaard.