Finans og laborant trækker i de unge trods mindre fald i ansøgninger
Erhvervsakademi Aarhus har modtaget 4.832 ansøgninger til årets kvote 1-optag. Det er tre procent færre end sidste år, mens antallet af førsteprioritetsansøgninger er faldet ti procent til 2.040. Til gengæld stiger interessen for flere uddannelser, hvor virksomhederne efterspørger arbejdskraft – blandt andet finans, cybersikkerhed og laborant.
Mens mange unge er i tvivl om deres studievalg, har 21-årige Mikkel Elley fra Als aldrig været det.
”Jeg har i mange år vidst, at jeg vil være ejendomsmægler,” siger Mikkel, der har søgt ind på finansbacheloruddannelsen.
Vil en mere praktisk vej
For 21-årige Elvia Kornum Hein blev ønsket om en mere praktisk uddannelse afgørende. Efter et semester på erhvervsøkonomi (HA) på Aarhus Universitet, har hun nu søgt ind på finansøkonomuddannelsen.
”Når man har et højt snit, føler man, at det skal bruges på en lang universitetsuddannelse. Men jeg har erfaret, at den meget teoretiske undervisning ikke er den rigtige måde for mig at lære på. Derfor har jeg brug for et studie, hvor jeg kommer ud i praktik og bruger det, jeg lærer,” siger hun.
Også 24-årige Ann-Cathrine Snede Hjort fra Aarhus har efter et år på molekylærmedicin og molekylærbiologi på universitetet valgt at søge ind laborantuddannelsen.
”Jeg lærer bedst, når jeg får tingene i hænderne,” forklarer hun.
En ny studievej med et klart mål
For andre er tredje gang måske lykkens gang.
24-årige Alexander Hagelberg har efter et år på EUX-automatikteknikeruddannelsen og to år på universitetet i København søgt optagelse på professionsbacheloruddannelsen i cybersikkerhed.
”Jeg elsker at nørde med ting og vil gerne bruge mine evner til at gøre en forskel. Drømmen er at arbejde som cyberanalytiker i forsvaret,” siger han.
Uddannelser med job i sigte
Rektor Anne Storm Rasmussen ser ikke det samlede fald som bekymrende.
"Vi skal under alle omstændigheder optage færre studerende frem mod 2030 som følge af den politiske aftale om at flytte uddannelsespladser væk fra de store byer. Derfor er et mindre fald i ansøgertallet ikke i sig selv bekymrende. Det vigtigste for os er, at de unge, der gerne vil læse hos os, får mulighed for det. Et lidt lavere søgetal betyder også, at færre kommer til at opleve at få et afslag på nogle af vores mest populære uddannelser."
Lang er mere populær end kort
Søgningen til de 3,5-årige professionsbacheloruddannelserne stiger, mens de to-årige erhvervsakademiuddannelser samlet set går lidt tilbage, hvilket afspejler en landsdækkende tendens.
”Vi kan se, at flere unge vælger uddannelser, hvor de kan se en tydelig vej til job. Praktik, tæt samarbejde med virksomheder og gode beskæftigelsesmuligheder fylder mere i deres studievalg,” siger rektor Anne Storm Rasmussen.
Blandt de mest søgte uddannelser er finansøkonom, finansbachelor, markedsføringsøkonom og professionsbachelor i e-commerce og digital marketing.
År
Antal ansøgninger
2022
3.940
2023
4.243
2024
4.729
2025
4.960
2026
4.832
Procentvis stigning fra 2022-2026
23 procent
Procentvis fald fra 2025-2026
3 procent