Erhvervsakademi Aarhus blandt Europas bedste i entreprenørskab
Anerkendelsen kommer efter flere års strategisk arbejde med at integrere innovation og iværksætteri i undervisningen.
Akademiet er netop blevet tildelt TES Award 2025, som uddeles af Junior Achievement Europe til uddannelsesinstitutioner, der gør en ekstraordinær indsats for at fremme entreprenørskab blandt unge.
Ti institutioner nomineret
I år var konkurrencen skærpet markant. Sidste år blev 32 hædret, men i år var det blot ti europæiske uddannelsesinstitutioner, der slap igennem nåleøjet.
"Det er en stor anerkendelse af vores dygtige medarbejdere og studerende. Deres vedholdende arbejde og engagement i entreprenørskab bliver nu belønnet internationalt, og det er vi utrolig glade for," siger rektor Anne Storm Rasmussen fra Erhvervsakademi Aarhus.
Et resultat af målrettet indsats
Prisen er resultatet af flere års strategisk fokus på at integrere innovation og iværksætteri i undervisningen. Fonden for Entreprenørskab indstillede akademiet til prisen på baggrund af dets omfattende arbejde og de studerendes flotte resultater. Studerende fra akademiet har nemlig vundet adskillige danske og europæiske mesterskaber i entreprenørskab – senest titlen som Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution ved DM i 2024.
Prisen blev overrakt i starten af juli ved EM i entreprenørskab i Athen, hvor Danmark også var repræsenteret af to hold fra henholdsvis de gymnasiale og videregående uddannelser.
Erhvervsakademi Aarhus dystede mod ni andre institutioner fra lande som Østrig, Finland, Cypern, Luxembourg og Sverige.
Mange priser
Erhvervsakademi Aarhus har de seneste fem år været blandt de mest succesfulde danske uddannelsesinstitutioner inden for entreprenørskab – både nationalt og internationalt. Med flere DM-sejre, EM-medaljer og institutionelle hædersbeviser har akademiet sat sig på landkortet og europakortet.