E Handelsstuderende Får Job Før Sidste Eksamen1

E-handelsstuderende får job før sidste eksamen

Selvom de almindelige forretninger igen er åbne, så shopper vi online som aldrig før. Det øger behovet for medarbejdere med forstand på digitale kunderejser og e-handel. En af disse er Signe Filipsen, som i denne måned afslutter sin uddannelse og praktiktid hos SPORT 24, hvor hun nu er blevet fastansat.

Et halvt år inden Signe Filipsen var færdiguddannet, fik hun tilbudt fast arbejde som Site Merchandiser hos SPORT 24. Signe er én af 190 professionsbachelorer i e-handel, der i denne måned dimitterer fra fem erhvervsakademier og professionshøjskoler i Jylland, København og på Fyn. En uddannelse, der har sikret Signe og mange af hendes medstuderende job før sidste eksamen.

”Jeg vidste godt, at jobmulighederne var gode, men jeg havde ikke regnet med, at det gik så hurtigt,” siger 25-årige Signe Filipsen fra Aarhus, der har en baggrund som markedsføringsøkonom.

Fra praktik til job

Allerede seks uger henne i et fire måneder langt praktikophold på 3. semester hos SPORT 24 blev Signe tilbudt en fuldtidsstilling i sportskædens e-commerce-afdeling i Silkeborg. Signe startede i jobbet i starten af januar, to uger inden hun skulle til sin afsluttende eksamen.

”Som Site Merchandiser hos Sport24 hjælper jeg med at skabe gode kundeoplevelser online og med at pushe produkter ud og optimere webshoppen,” fortæller den nyansatte, der i sit bachelorprojekt skrev om, hvordan SPORT 24 kan optimere brugeroplevelsen på deres mobile site.

Virksomheder rekrutterer fremtidig arbejdskraft under praktikken

65 e-handelsspecialister dimitterer i denne måned fra Erhvervsakademi Aarhus. Her glæder uddannelseskoordinator og lektor Gitte Damgaard sig over, at der er kamp om fremtidens medarbejdere.

”Studerende med en professionsbachelor i e-handel er meget attraktive for virksomheder. Både de meget digitale virksomheder, men også de virksomheder, der skal igennem en digital transformation,” siger hun og tilføjer, at 45 procent af den seneste årgang har fået job i deres praktikvirksomhed.

Også hos UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense og Cphbusiness i København står virksomheder i kø for at rekruttere studerende allerede fra 3. semester, hvor de skal i praktik i en selvvalgt virksomhed.

Næsten dobbelt så mange virksomheder som studerende

I København er der ikke studerende nok til at imødekomme den store efterspørgsel hos virksomhederne. Sidste år tog 109 virksomheder i hovedstadsområdet kontakt til Cphbusiness med henblik på at få fat i en af de 60 studerende.

”Der er rift om praktikanterne fra uddannelsen, fordi den blanding af tekniske indsigt og kommercielle snilde, som de kan byde ind med, generelt efterspørges meget,” fortæller lektor og uddannelseskoordinator Just Kjærgård Pedersen fra Cphbusiness. Han henviser til, at der i 2021 var ca. 1.043 jobopslag inden for e-commerce alene i København, hvor brancheorganisationer anslår, at hvert fjerde opslag ikke bliver besat.

Studie med nærmest jobgaranti

Samme tendens ses på Erhvervsakademi Dania i Skive og IBA Erhvervsakademi Kolding, hvor det lokale erhvervsliv efterspørger e-handelsstuderende, der kan arbejde praktisk og strategisk med at indrette brugervenlige onlinebutikker.

Fem steder i Danmark uddanner man e-købmænd, og den halvanden-årige uddannelse er særdeles populær med langt flere ansøgere, end der er plads til.

Erhvervsakademiuddannelserne står for 1/3 af optaget på it-uddannelserne.