7.141 Ansøgninger Til Erhvervsakademi Aarhus

7.141 ansøgninger til Erhvervsakademi Aarhus

For 12. år i træk er der fremgang på Aarhus' tredjestørste uddannelsesinstitution.

I alt 7.141 ansøgninger er der ved kvote 1-deadline 5. juli kommet til Erhvervsakademi Aarhus' 28 uddannelser.

Det er 240 flere ansøgninger end sidste år, svarende til en fremgang på 3 procent samlet set og 5 procent, når det drejer sig om førsteprioritetsansøgninger.

Stor søgning til markedsføring og finans

Erhvervsakademiets mest populære uddannelser er fortsat markedsføringsøkonomuddannelsen med 1.150 ansøgninger og finansøkonomuddannelsen med 830 ansøgninger.

"Væksten i ansøgere igen i år viser, at de unge er glade for akademiets tætte samarbejde med virksomhederne, koblingen mellem teori og praksis, og en studieform, hvor undervisning og læring har allerhøjeste prioritet," siger rektor Anne Storm Rasmussen.

Særlig stor fremgang er der på uddannelser som professionsbachelor i økonomi og it, der går frem med 34 procent i førsteprioritetsansøgninger, ligesom finansbachelor har fået 25 procent flere førsteprioritetsansøgninger. 

Corona forhindrede Anne-Marie i at rejse ud som guide: Nu vil hun uddanne sig

20-årige Anne-Marie Broksø Iversen fra Christiansfeld søger meget målrettet ind på jordbrugsteknologuddannelsen med speciale i jordbrugsøkonomi og ledelse.

Anne-Marie vil være økonomirådgiver i landbruget og har ikke søgt ind på andre uddannelser.

Som nyuddannet rejseleder skulle Anne-Marie have været til Sydens sol og arbejde, men så lukkede grænserne og i stedet har Anne-Marie de sidste syv måneder arbejdet som receptionist hos LandboSyd i Aabenraa.

"Hvis jeg ikke kommer ind i år, fortsætter jeg med at arbejde og søger igen til næste år,” siger Anne-Marie.

Ansøgere får svar 28. juli

Alle ansøgere får svar på, om de er optaget på deres ønskede uddannelse onsdag den 28. juli. Her tilbyder erhvervsakademiet en studieplads til ca. 2.600 personer.

Det er muligt at blive optaget på flere af uddannelserne på Erhvervsakademi Aarhus helt frem til studiestart.
Ledige studiepladser offentliggøres ligeledes den 28. juli.