Eaaa Juni2022 279

3.940 ansøgninger til Erhvervsakademi Aarhus

Efter to rekordår er der tilbagegang i antallet af ansøgninger, men stadig langt flere ansøgere end der er studiepladser til.

I alt 3.940 ansøgninger er der ved kvote 1-deadline kommet til Erhvervsakademi Aarhus' 27 uddannelser. Det er 543 færre ansøgninger end de sidste to rekordår, men (næsten) samme høje niveau som i 2019.

Stor søgning til it, markedsføring og finans

Erhvervsakademiets mest populære uddannelser er markedsføringsøkonom med 720 ansøgninger og finansøkonom med 683 ansøgninger.

"Vi glæder os over at være tilbage på et fornuftigt 2019-nivau efter to år med ekstraordinær høj søgning og ekstra mange studiepladser. Vi har stadig mange flere ansøgere end vi har studiepladser til, og vil igen i år melde udsolgt på en lang række uddannelser," siger rektor Anne Storm Rasmussen.

Særlig stor fremgang er der på uddannelser som Multimedia Design og it-teknolog, der går 73 og 15 procent frem på førsteprioritetsansøgninger, ligesom automationsteknolog har fået 11 procent flere ansøgninger.

Fra Vejle til Aarhus for at blive ejendomsmægler

21-årige Signe Ilskov Pedersen fra Vejle håber efter sommerferien at kunne læse til finansbachelor, der har fået 502 ansøgninger til 230 studiepladser.

”Jeg har længe drømt om at blive ejendomsmægler, fordi det virker som et alsidigt job,” siger Signe, der også har søgt optagelse på tre andre uddannelser.

”Jeg håber meget på at blive optaget på min førsteprioritet som er finansbachelor pga. den længere praktikperiode og muligheden for bagefter at læse videre til ejendomsmægler.”

Som færdiguddannet kan Signe også gå efter et job som fx bankrådgiver og forsikringskonsulent.

Kasper vil tage aktiv del i grøn omstilling

21-årige Kasper Snabe fra Randers har søgt ind på erhvervsakademiets nye, fireårige professionsbachelor i urban landskabsingeniør som sin første og eneste prioritet.

”Jeg vil gerne tage aktiv del i den grønne udvikling med faglig og praktisk viden,” siger Kasper.

Færre studiepladser i år

Pga. kravet om nedlukning af studiepladser optager akademiet 250 færre studerende sammenlignet med sidste år.

Til august optages 2.400 nye studerende.

Ansøgere får svar 28. juli

Alle ansøgere får svar på, om de er optaget på deres ønskede uddannelse torsdag den 28. juli.

Ledige studiepladser offentliggøres ligeledes den 28. juli, men akademiet forventer, at der vil være ledige pladser på uddannelser som miljøteknolog og jordbrugsteknolog.

År

Antal ansøgninger

2019

3.959

2020

4.461

2021

4.483

2022

3.940