Studerende Uddannelse Aarhus Finans 0456

2.271 ansøgninger via kvote 2

9 procent flere unge end sidste år vil uddanne sig på Erhvervsakademi Aarhus.

2.271 ansøgninger, en fremgang på 174 flere ansøgninger sammenlignet med sidste år, var tikket ind til Erhvervsakademi Aarhus, da ansøgningsfristen for de videregående uddannelser via kvote 2 udløb onsdag den 15. marts 2023 kl. 12.

Tilbage på vækstsporet fra før corona

Tallet glæder rektor Anne Storm Rasmussen.

”Vi er tilbage på vækstsporet fra før corona – det samlede søgetal er noget højere end i 2019 og 2020. 2021 var usædvanligt højt, 2022 måske som konsekvens, usædvanligt lavt, og nu vokser vi så igen her i 2023," siger Anne Storm Rasmussen.

Mange vil uddanne sig til multimediedesigner og datamatiker

På enkelte uddannelser er der stor fremgang. Eksempelvis har 52 procent flere end sidste år sat multimediedesigneruddannelsen som deres 1. prioritet. Også datamatikeruddannelsen vækster med 35 procent flere 1. prioritetsansøgninger.

Fra Marbella til Aarhus for at blive ejendomsmægler

20-årige Mikkel Blume Schmidt er en af de 385, der har søgt optagelse på finansøkonomuddannelsen, akademiet næstmest søgte uddannelse.

De sidste to år har Mikkel solgt boliger og golfrejser i sydspanske Marbella, men nu vil den tidligere HHX-student fra Vejen gerne hjem for at uddanne sig.

”Jeg vil gerne tage en uddannelse som jeg ved, hvad jeg skal bruge til,” siger Mikkel.

”Jeg solgte min første bolig som 19-årig og har altid vidst, at jeg ville noget med salg,” tilføjer han.

Fra fodermester på Fyn til studerende

24-årige Katharina Ringgaard har søgt ind på erhvervsakademiets nye 3,5-årige professionsbachelor i natur og jordbrugsproduktion.

Katharina er faglært EUX-landmand og arbejder som fodermester på en kvæggård på Fyn. Nu vil hun skifte malke- og foderopgaver ud med fuldtidsstudie for at blive rådgiver.

”Det bliver lidt en omvæltning for mig at vende tilbage til studielivet. Mange af min klassekammerater fra landbrugsskolen læser også videre. Landbruget er et spændende erhverv og jeg vil gerne være med til at drive udviklingen især indenfor den grønne omstilling. Det kræver en stor viden og høje faglige kompetencer,” siger Katharina.

Optaget eller ej?

5. juli er der ansøgningsfrist for kvote 1-ansøgere. I kvote 1 bliver ansøgerne optaget efter deres karaktergennemsnit fra den gymnasiale eksamen, hvorimod man i kvote 2 vurderes ikke kun på karaktergennemsnittet, men også på andre kriterier, der varierer fra uddannelse til uddannelse.

28. juli vil antallet af studiepladser blive fordelt. Til den tid plejer erhvervsakademiet at have modtaget mere end 6.000 ansøgninger og i omegnen af 2.500 vil blive tilbudt en studieplads.