Flere kræfter til udvikling, forskning og kvalitetskontrol
Et praktiksamarbejde er en oplagt mulighed for at få løst konkrete opgaver og samtidig møde en laborantstuderende med opdateret viden, der kan tilføre nye vinkler på det kemiteknologiske og mikrobiologiske/bioteknologiske analysearbejde i virksomheden.
Med et praktiksamarbejde får I:
flere kræfter til at løse analyseopgaver i laboratoriet
mulighed for at prøve en eventuel fremtidig medarbejder af i praksis
mulighed for at give en studerende værdifuld praktisk laboratorieerfaring.
De fleste studerende skriver deres afsluttende eksamensprojekt for virksomheden i forlængelse af praktikforløbet. Eksamens¬projektet er for virksomheden en god mulighed for fx at få belyst et særligt område, få gennemført en specifik analyse eller få ekstra ressourcer til en aktuel udviklingsopgave.
Her kan du se eksempler på praktikopgaver og afsluttende eksamensprojekter:
Anvendelse af monoklonale antistoffer til påvisning af salmonellabakterier
Bestemmelse af nitrat i ferskvand og havvand
Optimering og validering af fedtbestemmelse i levnedsmidler på ANKOM-apparatur
Sammenligning af forskellige dampdestillationsmetoder til bestemmelse af total kvælstof i gødning
HPLC-bestemmelse af zink-porphyrin
PCR-baserede molekylære anker-markører til komparativ kortlægning i bælgplanter
Fremmede kim i drænsystem
Indkøre/validere ny metode kontra ældre eksisterende metode
Afprøve nyt udstyr og nye teknikker på laboratoriet
Indgå i daglige opgaver
Det er vigtigt, at både virksomhed og studerende får mest muligt ud af praktikforløbet. Derfor er det afgørende, at begge parter er klædt godt på fra starten og har en positiv og gerne ambitiøs holdning til samarbejdet.
Den studerende er i praktik for at udvikle sig og lære. Det er derfor en god ide at knytte den studerende til en eller flere kontaktpersoner i virksomheden – personer, som han/hun kan sparre med, og som kan være med til at give den studerende indsigt i dagligdagen, arbejdsområder og processer i virksomheden.
Inden praktikforløbet aftaler den studerende og virksomheden i fællesskab, hvilke opgaver den studerende skal arbejde med, arbejdstider, praktikopholdets varighed etc. Derefter udfyldes en elektronisk praktikaftale.
For at lette praktikforløbet er der udarbejdet et sæt virksomhedsdokumenter, som følger praktikanten gennem hele forløbet. Desuden er der også et sæt retningslinier for praktikforløbet, som er en hjælp for såvel virksomhed som studerende.
Praktikken begynder i februar eller september og varer 52 uger. I særlige tilfælde kan praktikken begynde på andre tidspunkter.
De studerende starter typisk med at lede efter en praktikvirksomhed i hhv. august eller februar.
Praktikken ligger på 4. og 5. semester efter 1½ års studier.
Den studerende modtager løn efter overenskomst mellem den faglige organisation og staten eller Dansk Industri.
En studerende, der får kendskab til erhvervshemmeligheder under sit praktikophold, må ikke uden tilladelse viderebringe eller benytte sådanne hemmeligheder i henhold til reglerne i lov om forretningshemmeligheder, § 4.
Ansatte og censorer, som er involverede i praktikken, er ligeledes omfattet af lov om forretningshemmeligheder, § 4, ligesom de er omfattet af tavshedspligt i henhold til forvaltningslovens kapitel 8, §27.
Hvis praktikopholdet finder sted i en virksomhed i Danmark, er opholdet omfattet af lov om arbejdsskadesikring, jf. Bekendtgørelse nr. 919 af 25/06/2024, og af lov om erstatningsansvar.
Det er således praktikvirksomhedens ansvar at forsikre praktikanten, ligesom virksomheden forsikrer øvrige medarbejdere. Sikringspligten gælder også foreninger og enkeltmandsvirksomheder, der ikke i forvejen har ansatte.
Hvis praktikopholdet finder sted i en virksomhed uden for Danmark, er det den studerendes ansvar at undersøge og vurdere, om han/hun kan omfattes af virksomhedens forsikringer. I tilfælde, hvor den studerende ikke er dækket af virksomhedens forsikringer, skal den studerende selv sørge for at tegne de nødvendige forsikringer.
Laborantuddannelsen er en 2½-årig videregående uddannelse, der kvalificerer den studerende til at arbejde i både private virksomheder inden for kvalitetskontrol og udvikling, men også i offentlige institutioner med forskning og undervisning – eller med opgaver inden for kvalitetsstyring og kontrol af offentlige laboratorier. De private virksomheder spænder vidt fra fødevareområdet til medicinalvirksomheder og virksomheder, hvor bioteknologiske metoder og teknikker er dominerende.
Adgangskravet er en gymnasial baggrund (stx, htx og hf) eller en relevant erhvervsuddannelse.