Samuel Glaes Professionsbacheloruddannelse I Økonomi Og It

Fra idé til gazelle-virksomhed - i studietiden 

Forretningside voksede i studietiden fra ide til en virksomhed med 15 ansatte. En udvikling som har været mulig, fordi uddannelsen til professionsbachelor i økonomi og it har den helt rigtige balance mellem teori og praksis, mener den 27-årige direktør.

Samuel Glaes har læst professionsbacheloruddannelsen i økonomi og it på Erhvervsakademi Aarhus. Han blev færdiguddannet i 2018, men modsat andre studiekammerater var fokus ved dimissionen ikke på at skrive ansøgninger, men snarere på at læse dem. 

Det skyldes, at Samuel Glaes på det tidspunkt har en virksomhed med 15 medarbejdere og vokseværk.

”Vores produkt er hjemmesider, webshopløsninger og onlinemarkedsføring til små virksomheder. Vi har specialiseret os i at udvikle og designe moderne, brugervenlige hjemmesider på en for kunden enkel og overskuelig måde. Og så prioriterer vi kundeservice højt,” siger Samuel Glaes.

I de år, han har været færdiguddannet, har tempoet i det århusianske webbureau ved navn Aveo været højt. Visionen er at blive Danmarks foretrukne samarbejdspartner på området, og i dag har virksomheden 30 medarbejdere, tre indehavere, en pris fra Børsens som en af årets gazellevirksomheder og en nominering til EY Entrepreneur of the Year.

Godt at kombinere it-uddannelse og virksomhed

For den nu 27-årige direktør fungerede det rigtig godt at bygge en virksomhed i studietiden. Samuel Glaes søgte ind på uddannelsen til økonomi og it, da den har en unik blanding af områder, han interesserer sig for, i form af økonomi, virksomhedsdrift, softwareudvikling og projektledelse.

”Det faglige indhold på uddannelsen, kombineret med den måde erhvervsakademierne bygger deres uddannelser op på med en vekslen mellem teori og praksis, har virkelig givet mening for mig. Dertil kom, at jeg var med på første årgang af uddannelsen. Det gav en god energi med en entreprenant tilgang og masser af engagement hos underviserne.”

”Stort set alt, hvad jeg har lært på uddannelsen, har jeg haft brug for i etablering og udviklingen af vores virksomhed. Uanset om vi har lært om regnskabslære, projektstyring, procesoptimering og så videre har det været med til at støtte op om virksomheden, og det har så omvendt været med til at motivere mit engagement i studiet,” siger Samuel Glaes.

Optimal kobling mellem teori og praksis

En anden god ting ved uddannelsen er ifølge Samuel Glaes, at det var muligt at bruge praktikperioderne i virksomheden og skrive det afsluttende bachelorprojektet om en problemstilling i virksomheden. På den måde har de teoretiske dele af uddannelsen optimalt suppleret virkeligheden i praksis.

”Jeg vil beskrive uddannelsen til økonomi og it som en generalistbaseret uddannelse, hvor du under uddannelsen lærer meget om alt fra markedsføring, serverdrift og IT-sikkerhed til ledelse og økonomiske modeller. Det er ikke en specialistuddannelse, og det gav rigtig meget mening for mig, da jeg har haft brug for at kunne forstå helheden mere end at skulle specialisere mig i et særligt område.”

Det med specialiseringen hjælper Erhvervsakademi Aarhus så med alligevel, da 20 af virksomhedens 30 ansatte er uddannet fra Erhvervsakademi Aarhus. De er typisk uddannet som multimediedesignere og markedsføringsøkonomer suppleret med diverse overbygninger.

De øvrige medarbejdere kommer med en uddannelse i virksomhedskommunikation fra DMJX eller lignende. Udover de 30 medarbejdere har virksomheden også studerende i praktik.

Hårde perioder - men stadig plads til fritid

Samuel Glaes medgiver, at der har været barske perioder – særligt op til eksamensperioder. Men omvendt giver det energi, når du kan se, at tingene vokser og udvikler sig.

”Der skal være work-life balance, hvis du skal kunne holde i længden, men jeg synes, det går sådan nogenlunde med det. Jeg tror, du bliver en smule hærdet i længden, men jeg kan godt finde ud af at holde fri og lukke ned, og der er også tid til løbeture og drikke øl med vennerne.”

Samuel Glaes og hans makker besluttede i år at få en tredje person med i ejerkredsen.

Væksten fortsætter - også efter studietiden.

Se mere om professionsbacheloruddannelsen i økonomi og it