Datamatikeruddannelsen er en 2½-årig videregående, erhvervsrettet systemudvikler-/programmøruddannelse.
Uddannelsen er for dig, som gerne vil arbejde med udvikling, planlægning, implementering og drift af it-systemer til virksomhedsstyring.
Undervisningen har tæt tilknytning til erhvervslivet og tilrettelægges med varierende undervisningsformer - for eksempel klasseundervisning, projektundervisning og øvelsestimer. Praktik er en obligatorisk del af uddannelsen.
Få viden om systemudvikling og programmering
En datamatiker har en bred viden inden for systemudvikling, systemkonstruktion og programmering og arbejder med udvikling, implementering og drift af it-systemer i virksomheder. Du bliver skrap til kodning, men du får også viden om virksomhedsstrukturer, overblik over komplekse databaser og redskaber til at yde support til brugerne af systemet.
Under uddannelsen skal du i praktik i en virksomhed, hvor du kan prøve dine kompetencer af i praksis. Du har som datamatiker mulighed for at videreuddanne dig og få en professionsbachelor inden for fx it-sikkerhed, softwareudvikling, webudvikling eller digital konceptudvikling.
Andre har også set på
Udforsk uddannelser, som ligner denne.
Uddannelsen
Uddannelsen består af 5 semestre af et halvt års varighed og svarer til 150 ECTS-point. Den er sammensat af obligatoriske fag, valgfag, et praktikforløb og et afsluttende eksamensprojekt. Alle studerende skal gennemføre de obligatoriske fag, som indeholder fagområderne systemudvikling, programmering, teknologi og virksomheden.
Du kan tage til udlandet på studieophold, sommerskole eller praktikophold i løbet af din uddannelse.
Valgfag
På uddannelsens 4. semester skal du sammensætte en valgfagspakke, som du kan profilere din uddannelse med. Vi tilbyder skiftende fag, efterhånden som nye relevante emner dukker op. Som eksempler på fag kan nævnes C# og .net programmering, udvikling til mobile platforme, avancerede programmeringssprog og databaser for udviklere.
Afsluttende eksamensprojekt
På anden halvdel af 5. semester skal du skrive et afsluttende eksamensprojekt. Projektet kan tage udgangspunkt i de områder, du har valgt at specialisere dig i på 4. semester. Du formulerer opgaven i samarbejde med en ekstern partner, fx praktikvirksomheden. Løsningen af opgaven foregår normalt i tæt kontakt med virksomheden, og du opholder dig sandsynligvis i virksomheden i en stor del af opgaveperioden.
Datamatikere har udarbejdet projekter inden for de fleste brancher i erhvervslivet om emner fra helt traditionelle administrative områder til opgaver, der ligger på grænsen mellem anvendt teknologi og forskning.
Ansøg om optagelse
Her finder du informationer om, hvordan du søger ind på datamatikeruddannelsen på Erhvervsakademi Aarhus.
Adgangskrav
Sådan søger du
Vil du starte i august? Så søger du ind på uddannelsen via optagelse.dk. Du kan søge fra 1. februar.
Hvis du vil starte på uddannelsen i januar, skal du søge ind på NemStudie. Du kan søge fra 15. september.
Orienter dig i ansøgningsfrister, dato for studiestart og øvrige regler for optag nedenfor.
Praktik
I din praktik afprøver du dine nye færdigheder i en virksomhed og får indsigt i fremtidige arbejdsopgaver og karrieremuligheder. Du får koblet din teoretiske viden med praktisk erfaring og styrker samtidig dit CV.
I praktikken afprøver du et arbejdsområde og målretter din uddannelse i forhold til dine karriereplaner. Som en del af praktikken skriver du et projekt med udgangspunkt i en problemstilling fra virksomheden. Her får du mulighed for at specialisere dig inden for netop dine interesser.
Praktikken er en obligatorisk del af uddannelsen, og det er dit ansvar at finde en praktikvirksomhed. Som hjælp stiller vi en lang række værktøjer og kontakter til rådighed, fx via vores karrierecenter.
Mindaugas fortæller om sin praktik hos Alexandra Instituttet
Eksempler på praktikvirksomheder
Din praktik kan foregå i en virksomhed i Danmark eller i udlandet. Her kan du se eksempler på praktikvirksomheder:
Bankdata
Merkle
Kiloo APPS
Peopleway A/S
uCommerce ApS
Vertica A/S
Alexandra Instituttet
JP Medier
Salling Group Novicell
Elbek & Vejrup A/S
PicIT A/S
Rambøll Management Consulting
Jeg valgte at læse til datamatiker på Erhvervsakademi Aarhus, fordi der var mulighed for at komme i praktik i udlandet. Jeg tror, det er en rigtig god mulighed for at udvikle sig både på det personlige, faglige og ikke mindst det sproglige område. Skolen har et stort netværk af samarbejdspartnere, som vi som studerende kan gøre brug af, når vi skal finde en praktikplads i udlandet.
Anne, datamatikerstuderende
Samarbejde med mange virksomheder
Erhvervsakademi Aarhus har et tæt samarbejde med en lang række private og offentlige virksomheder. Kontakten til erhvervslivet skaber praksisnær undervisning – til glæde for både studerende, uddannelsen og virksomhederne.
Du oplever først og fremmest samarbejdet med erhvervslivet i forbindelse med projektarbejde og praktik. Vi inviterer også gæsteundervisere indenfor, der bidrager med deres erfaring og det sidste nye fra erhvervslivet. Til eksamen benytter vi også gerne censorer fra erhvervslivet.
Info om praktik
Se evalueringer og info til virksomheder om praktik
Karriere
Som datamatiker er du ikke begrænset til en speciel jobkategori. Det er naturligvis det informationsteknologiske område, du kommer til at beskæftige dig med. Om du vil arbejde med at designe systemer, programmere dem, yde konsulentassistance til brugerne, stå for drift og administration af netværk, systeminstallation, kvalitetssikring, analysearbejde eller planlægning af virksomhedens fremtidige anvendelse er i høj grad op til dig og virksomheden.
Her kan du se eksempler på jobtitler:
- Systemudvikler / System developer
- Systemdesigner / System designer
- Programmør / Programmer
- Systemplanlægger / System planner
- Systemadministrator / System administrator
- It-supporter / IT support
- It-konsulent / IT consultant
- Test manager
- Projektleder / Project manager
- It-sikkerhedskonsulent / It security consultant
- Systemkonstruktør / System constructer
- It-underviser
- Webudvikler / Web developer
Tag mere uddannelse
En erhvervsakademiuddannelse er en dynamisk vej til en længere videregående uddannelse. Se dine muligheder her:
Professionsbacheloruddannelse
Byg videre på din erhvervsakademiuddannelse og bliv professionsbachelor på 1½ år.
- Professionsbacheloruddannelse i digital konceptudvikling
- Professionsbacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship
- Professionsbachelor i it-sikkerhed
- Professionsbacheloruddannelse i softwareudvikling
- Professionsbacheloruddannelse i webudvikling
Diplomuddannelse
En diplomuddannelse giver dig kompetencer, der svarer til en bacheloruddannelse. Du uddanner dig på deltid, mens du er i job. Du skal have 2 års erhvervserfaring for at blive optaget.
- Diplomuddannelse i fx it-sikkerhed eller webudvikling - se mere på eaaa.dk/diplom
Bacheloruddannelse
Som datamatiker kan du færdiggøre en bacheloruddannelse i datalogi på kortere tid. Kontakt det universitet, du vil søge om optagelse på, for yderligere information om adgangskrav og evt. merit.
Masteruddannelse
Som datamatiker kan du på visse betingelser tage en masteruddannelse under it-vest
Vil du vide mere?
Hvis du ønsker at videreuddanne dig, skal du søge vejledning hos den uddannelsesinstitution, du ønsker at blive optaget på.
Du er velkommen til at kontakte studie- og karrierevejledningen for yderligere information om videreuddannelse.
Studieliv - som studerende på Sønderhøj
Højt fagligt niveau, inspirerende indretning, kvalificeret vejledning og sociale aktiviteter kendetegner alle Erhvervsakademi Aarhus' afdelinger.
Vores bygninger på Sønderhøj ligger lige ved Viby station – kun 5 min. i tog fra banegården. Her er langt de fleste af vores studerende og uddannelser samlet. Vi har lokaler i to bygninger. Sønderhøj 30 er vores hovedbygning, og Sønderhøj 7G er et helt nyt uddannelseshus, indviet i august 2018.
Studietilfredshed
Hvert andet år gennemfører vi – i samarbejde med ministeriet og i lighed med de øvrige danske uddannelsesinstitutioner – en undersøgelse af studietilfredsheden blandt vores studerende og nyuddannede. Undersøgelsen hedder ”Danmarks Studieundersøgelse”.
Se de seneste resultater fra ”Danmarks Studieundersøgelse” på Erhvervsakademi Aarhus her
Sammenlign videregående uddannelser
På Uddannelseszoom kan du sammenligne resultaterne fra ”Danmarks Studieundersøgelse” på tværs af alle videregående uddannelser i Danmark. Du kan bl.a. sammenligne nyuddannedes lønniveau og se, hvordan de fik deres første job.
Underviserevaluering
Hvert forår gennemfører vi en underviserevaluering, hvor vores studerende vurderer den undervisning, de modtager.